74 / 171
70
vred Husfader sagde — »dér stjæles Tiden og Æren bort, dér
stikkes og myrdes med Tungen«.39) Hver ledig Stund sad Fruens
timmerne her til Doms og stak Hovederne sammen, naar noget
mærkeligt var i Sigte. »Et artigt Syn, en nye Mode, en herlig
Opdagelse maae jeg ellers fortælle mine Læserinder af det
smukke Kiøn,« udbryder »DagsRunden« 1772. »En lille Skiønhed
trippede langs ad Gaden op ad Volden« med en hvid Salop
med en sort Hætte, — »alle saae paa hende — ikke et Vindue
var lukket, ikke én Gadedør ledig.«40)
Vinduerne var som et Spejl for de Mennesker, som boede
bag dem, ja saa at sige som en Fane for Huset; thi naar der
var Fest, ikke alene i Anledning af Højtideligheder i den konges
lige Familie, men blot naar en Ven, »en lille bitte Nul i Staten
har Bryllup og haster med sin anden Nul i Brudesengen«, straas
lede de med Tællelys illuminerede Ruder herligt i hele Nabos
laget.41)
Hvide Lagener, som helt dækkede dem fra øverst til nederst
og gav Vinduerne et koldt, udslukt Præg, forkyndte derimod,
at Døden havde gæstet Huset, og at en af Beboerne stod Lig.42)
Ellers var de helligede Livet, saa længe det var Dag, medens
uds eller indvendige Skodder lukkede tæt for dem, naar Mors
ket faldt paa og Lysene tændtes.
For de skønne, som blussende spejdede ud, dannede Bioms
ster en yndig Ramme af Farve og Duft; thi
Po t t e p l a n t e rn e
erobrede nu for Alvor deres Plads i Vindueskarmene, badende
deres Blade i Lyset. Gyldenlakker, Levkøjer og Aurikler, Kruses
mynte og Ambra aandede Vellugt i Stuerne, ikke mindst hos
Smaaborgerne, og Balsaminerne fylkede sig saa tæt inde bag
Ruderne hos de gamle paa Vartov, at de gik under Navnet
»Vartovsblomster«.43)
Heller ikke paa dette Omraade fornægtede Borgernes
F o r s
kærlighed for Kulører sig, Urtepotterne var ej alene af Porces
læn og Fajance, men ogsaa af broget Glas. Røde GlassUrtes
potter synes især at have været paa Mode i 1760erne, og Hyas
cinther opklækkedes i de hvide, røde og blaa Svibelglas, hvors
med det norske Glasmagasin i Mængde forsynede Staden.44)