76 / 171
72
rod Rumpe, som taler Tysk, samt fløyter perfect«, hist kunde
lysthavende erhverve en stor, grøn Fugl af samme Sort, »som
fløjter og sjunger« og taler »meget renlig Tysk og Dansk«, her
en anden, som glimrede ved at kunne »meget godt snakke Tysk,
Dansk og Fransk«, eller »en blaa Papegøje med rød Rumpe,
som kan snakke og fløjte«.48)
Blandt de Daarligheder, som »Den danske Argus« 1772 ud?
peger som særlig velegnede Skatteobjekter, anføres blandt andet
»Abekatte, Papegøjer, Canariefugle og unyttige Hunde«. Det
maatte dog indrømmes, at man ikke kunde vente sig stort af
»Abekatteskatten«, at sige naar den kun »skulde tages af de firs
benede«. Ej heller Papegøjerne vilde skæppe synderligt i Kassen,
men uden Tvivl vilde baade Kanariefugle og Hunde en Tid lang
kaste temmelig godt af sig.49)
De smaa gule Sangere var nemlig i høj Grad yndede og efter*
spurgte i 18. Aarhundrede, da man tilmed opfandt særlige smaa
Spilledaaser eller Lirekasser, de saakaldte »Serinetter«, ved
Hjælp af hvilke man lærte Fuglene nye Melodier.50)
Manien for Kanariefugle raadede over hele Europa. To Gange
om Aaret kom Sveitsere og Tyrolere til Paris med store Pak*
ker paa Ryggen, indeholdende Tusindvis af disse Smaasangere,
og Staden Innsbruck havde alene paa Udførsel af disse en aarlig
Indtægt af 70,000 Francs.51)
Ogsaa København hjemsøgtes stadig af disse Fuglekræm*
mere.52) 1758 slog et Blad derfor til Lyd for hjemlig Avl, da
»Fuglekræmmerne fra Tyrolen aarlig slæbede 1000 Daler ud
for saadanne Creature«,53) — og Aar for Aar mødte disse
Tyrolere frem med deres kvidrende Last. »Den bekiendte Tyro*
ler er ankommen med friske Canariefugle, toppede og slette«,
forkyndte »Kiøbenhavnske danske Post*Tidender« 1750, Stephan
Butz, Poul og Mathias Kiichel og Jacob Meyer nævnes som
faste Gæster fra Aar til Aar, medens Fuglekræmmerne fra
Harzen søgte at konkurrere med »smukke Dompfaffer« og
Kanariefugle, som fløjter »baade gejstlige og verdslige Styk*
ker«.54)
Snart lærte man dog ogsaa selv at lade Fuglene »hække«, og