KøbenhavnskeGader

plyndret for »en stor Messingsklopper«58) — og Resten udryd*

dedes lidt efter lidt, da Naboer og Genboer ej længer vilde

jages op af Søvne, hver Gang en tung Metalhammer ved Nattes

tide fyldte hele Strædet med sin Dronen.50)

Den besøgende, som trak i Klokkestrengen eller lettede paa

Dørhammeren, maatte saa at sige altid stige op ad en

Tr app e ,

som — med Trin af Kampesten, Nexø*Sandsten eller Træ —

forte op til Gadedøren. Myndighederne saa ganske vist med dyb

Uvillie paa disse anmassende Stentrapper, som ofte tilmed bredte

sig med anselige Jcrnrækværk; men komme dem til Livs, mag*

tede man ikke, ja mangen Gang maatte man oven i Købet finde

sig i at se dem yderligere beslaglægge et Stykke af Gaden i

Kraft af en uheldig Omlægning af Stenbroen.

Dette var saaledes Tilfældet i »Dronningens Bredgade«, hvor

man havde gravet saa stærkt af Gaden for at give Renderne

Fald, at Husrækkens Grundmure blottedes og Ejerne saa sig

nødt til at forlænge deres Trapper endnu et Par Trin ud over

Fortovet.00)

Bedsteborgerligt og egenmægtigt som disse Trapper bredte

sig, dannede de et meget malerisk Træk i Gadebilledet, men

i allerhøjeste Grad generende for Fortovsfærdselen som de var,

gik de efterhaanden deres Undergang i Møde, og da Nyklassi*

cismen trængte igennem, samtidig med at de moderne Trottoirer

opstod i København, var deres Skæbne beseglet. Trapperne

lagdes ind i Huset, Gadedøren blev — kun hævet et Par Trin

over Stenbroen — trukket ned omtrent i Niveau med Fortovet,

og de høje, slanke Døre, som saa udpræget giver Empirehusene

deres rolige, fine Holdning, beherskede allerede før Branden

1795 mange af Hovedstadens Gader.

I den genopbyggede By sejrede de helt, men selv da klagedes

der over, at »udløbende Dørtrapper« genopstod paany,61) og i

de bevarede Bydele forfægtede solide Jernrækværker stadig

deres gamle Plads paa Fortovene, sligt et »fatalt Møbel« stak saa«

ledes hensynsløst ud i Lille Kongensgade, — »og vare de ulyk*

keligvis ikke stærkere end Forbigaaendes Pander og Tænder,

saa vilde vist den største Del af dem for længe siden have været

nedbrudte«.02)