186 / 289
177
billigt, naar Klædekræmmerlavet vil søge at genvinde
en Rettighed, som det henved 100 Aar har givet Slip paa
og som efter i saa lang en Tid at have været enten
aldeles hos Urtekræmmerne eller i det mindste delt
blandt dem og Klædekræmmerne, ikke mere for disse
kan anses savnet. Er det Princip rigtigt, at den, der
i Hævds og over Hævds Tid har ladet en Ret npaatalt,
taber mindre ved at miste samme end den, der i samme
Tid har brugt den, da bør jeg allerunderdanigst haabe,
at Deres Majestæt med Naade vilde billige den Bøn,
jeg paa Urtekræmmerlavets Vegne her allerunderd.
frembærer, og jeg tør saa meget mere nære den For
trøstning, som Urtekræmmerlavet har lidt betydelig
Afgang i dets Handelsart ved de mange Bevillinger,
der ere udstædte til The- og Porcellainshan diere, til
Handel med ostindiske, vestindiske og kinesiske Varer
og for nyligen atter har maattet se Ret til nogle af
dets Handelsvarer uddelt til en Mængde smaa Familier
i Nyboder. Vel staar det Lavet aabent at faa denne
Sag paakendt ved Domstolene, men om det endog var
passende, vilde det medføre en ikke ubetydelig Udgift
for Lavet paa denne Maade at vinde den formentlig
hjemlede Ret, med mindre Deres Majestæt i Henseende
til Sagens særdeles Omstændigheder allernaadigst
maatte forunde Lavet Beneficium paupertatis og fri
Sagfører“.
I Henseende til § 1 i Lavsartiklerne, der bestem
mer, at de som gøre Lavet Indpas, tredie Gang skulle
miste alle de Varer, de handle med, afgav Olderman
den 7. Avg. 1818 en Ansøgning til Kongen, hvori han
gør opmærksom paa, at denne Bestemmelse ikke mere
er overensstemmende med Tiden og at Kongen 1810
havde forandret en saadan Straf til en Bøde. Han
søger derfor om, at der for tredie Gang kunde idømmes
Bøde paa 100—200 Rdl. og i Gentagelsestilfælde det
dobbelte af den sidst udredede Bøde.
Ved Anordning af 23. April 1817 ophævedes den
Bestemmelse, at Interessenternes Sønner ikke behøvede
12