190 / 289
181
siner, men herimod gjorde Oldermanden 17. Nov. 1820
kraftig Indsigelse, og det ansøgte bevilgedes ej heller.
11.
Dec. 1820 gjorde Oldermanden for Silke-, Ulden-
og Lærredskræmmerlavet paany Indsigelse mod Urte
kræmmernes Handel med Baand og Traad og mod, at
de afhændede disse Varer under Navn af Tilgift.
Magistraten afkrævede 1821 Oldermanden en Er
klæring om Nytten af lovbefalede Ha n d e l s b ø g e r ,
hvorpaa denne svarede 16. Feb. 1821:
„Det har ofte været Genstand for mange tænkende
Mænds Ønsker at kunne holde Optegnelse over deres
Udsalg, men alle de, jeg kender, have maattet opgive
dette, fordi anstillede Forsøg have vist, at det ikke
alene vilde blive et uhyre vidtløftigt Arbejde, men
endog uoverkommeligt at fuldføre med Orden i en
Detailhandel. Grunden hertil er meget simpel; de fleste
Urtekræmmere have ikke større Forraad af Varer end
dem, som ere anbrukne og hvoraf de Tid efter anden
forsyne deres Butik; de derimod, som have større
Forraad og for saa vidt kunne anses som Grosserere
tillige, holde vist, i det mindste jeg for min Del, en
saakaldet Varebog, hvori hver Vare har sin Konto, men
hvorfra afskrives hele Tønder, Foustager, Sække,
Kasser osv., hvad enten de udsælges fra Lageret eller
derfra udgaa til Forraadskammeret for Butikken; ere
Varerne overførte her, da kan Udsalget ikke under
gives anden Kontrol end den, enhver god Husfader
kan give sit Husvæsen. Man kan vel vide, hvad
Skuffer, Dunke m. v. af Butiksindretninger kan mod
tage, men dette er ikke nok ; Skuffer og andre Gæmmer
i Butikken modtage ikkun smaa Beholdninger og de
udtømmes saa at sige aldrig, fordi man ikke kan vente
til det allersidste Øjeblik med at fylde samme, og der
saaledes altid er nogen Rest. Skulde man nu holde
Varekontoer for Butikken, da blev det nødvendigt, at
man hver Gang, Fylding skete, eftervejede Resten i
Skuffen og tilvejede Fyldingen. Dette lader sig ej
gøre, efterdi, naar nogle Pund sælges, man da først