196 / 289
187
artiklerne emanerede, næppe gaves nogen Glashandler.
Urtekræmmerne tro sig derfor ikke alene berettigede
til at sælge Glasvarer under enhver Form og Skikkelse,
men endog i Skiver eller tilskaarne Ender til Vinduer,
og dette sidste bestyrkes derved, at siden Giarmesterne
ikke ere Købmænd og saaledes ikke maa sælge Glas,
Grossererne ikkun maa sælge i hele Kurve, vilde det
ellers være umuligt for den fattige Glarmester eller
Haandværker at erholde dette, naar han ej har Evne
at købe en hel Kurv eller Kiste.
1822 stævnede The- og Porcellainshandlerkorpora-
tionen 6 Urtekræmmere, fordi de solgte Arrak, Sago,
St. Croix raa Sukker, Sirop af Sukker samt Salep,
hvilken Sag Lavet paatog sig. Politiretten frikendte
dog de paagældende Urtekræmmere for Tiltale. Sagen
gik derpaa til Højesteret, der 1823 stadfæstede Politi
retsdommen. Herved blev det slaaet fast, at de al
mindelige Bevillinger kun gave Handelsret med visse
benævnte vestindiske Varer og at Urtekræmmerne vare
berettigede til at handle med forskellige Varer, uagtet
disse ikke udtrykkelig vare nævnte i Lavsartiklerne.
Ved Kancelliskrivelse af 24. Dec. 1822 forklaredes
nærmere den Bestemmelse i Forordningen af 23. April
1817, at den Husbonde, der er Skyld i, at hans Dreng
ikke har lært, hvad han burde vide, ikke alene skal
betale Omkostningerne ved hans Oplærelse, men endog
straffes med Bøde fra 100 til 200 Kbd., saaledes, at en
saadan Tiltale skal være aldeles privat og maa over
lades vedkommende Lærling eller hans Værge, efter
som Udfaldet af Examen ikke godtgør, at Hus
bonden er skyldig, da Skylden muligvis ogsaa kan
ligge hos Lærlingen selv, hvilket maa antages erkendt
fra dennes Side, naar ingen Klage føres.
Paa Ansøgning fra flere Godsejere erklærede Kan
celliet 17. Sept. 1822, at det ikke kan tilstedes dem at
overdrage Udsalget af de paa deres Gaarde fabrikerede
Sveitzeroste til hvem, de ville, men at de kunne iaa
Bevilling til at have Udsalg ved en bestemt Person,