200 / 289
191
drive Handel med de nævnte Varesorter, saaledes kan
Magistratens Erklæring af 14. Sept. 1820, der bestemmer
de Frugt- og Vildthandlerne samt Spækhøkerne til
kommende Rettigheder, ikke være Urtekræmmerne
hinderlig i at fortsætte den af dem hidtil drevne
Handel“. Derved, skulde man synes, bortfaldt den de
paagældende Urtekræmmere idømte Bøde, men 24. April
resolverede Kancelliet, at Politirettens Dom hverken er
eller kan være forandret ved denne Resolution, der
blot gaar ud paa for Fremtiden at give Urtekræmmerne
Adkomst til at falholde de omhandlede Varer tillige
med de øvrige Næringslav.
2.
Feb. 1824 gentog Oldermanden sin Ansøgning
fra 1821 om, at Læretiden maatte forlænges til 7 Aar.
Tilstanden havde ikke forbedret sig; i Aarene 1820—23
var der i Gennemsnit aarlig tilkommet 11 Interessenter, 26
Svende og 31 Lærlinge. I den ældre Tid, da Læretiden
var 7 Aar, maatte Interessenterne klæde Lærlingen,
hvorved der gaves fattige Forældre Lejlighed til at
sætte deres Sønner i Lære, men siden Tidens Ind
skrænkning besørge Forældrene selv Klæderne, hvorved
Vejen stoppes for de Fattige til at faa deres Børn an
bragte ad denne Vej.
Samtidig indgav Oldermanden Indstilling til Kon
gen om Afskaffelse af forskellige Misbrug i Lavet.
Nogle Interessenter udlaante deres Navn til Uberettigede,
andre stode i Forbindelse med Omløbere og Uberet
tigede, der solgte Varer under Indkøbspris. End
videre var det blevet almindeligt at give Nytaar til
Tjenestefolk. Herom skriver Oldermanden: „Ved Re
skript af 3. Nov. 1750 er det allern. forbudt Urtekræm
merne og de, som handle med Urtekramvarer, at give
Tilgift og Foræringer ved deres Købmandskab og der
for fastsat Straf. Noget efterat jeg var valgt til Older
mand, fandt jeg Anledning til at bringe Interessenterne
dette allern. Forbud i Erindring, men det har ikke
haft den tilsigtede Nytte, dels fordi saa længe det er
almindeligt, at andre Handlende give Douceur til Nytaar,