201 / 289
192
er det næsten umuligt for Urtekræmmerne at undgaa
samme Uorden, dels saa længe der ikke tillige existe-
rer Straf for den, som modtager slige Foræringer, blev
Risikoen altid paa Giverens Side, og man bør vel forud
sætte, at iblandt Modtagerne gives mange, der, ligesom
naar Pigerne købe paa Fiskerhuset, faa 2 Skilling pr.
Pund, endog ville prætendere det som en Ret. Imidler
tid trykke Nytaar og Foræringer mange Handlende, og
der gives vist kun faa Urtekræmmere, som ej paa
denne Maade bortøde henved 100 Rbd., og for ikke
faa gaa vel flere Hundrede Rbd., som de siden ofte
surt savnede. Vel kan slig Skænk og Gave ikke med
føre saa store Onder som i Embedsforhold, men hvo
tør borge for, at den Handlende ikke søger at godtgøre
sig det paa Varernes Pris, maaske og paa Vægt og
Maal, og det gaar saaledes egentlig paa Tyendets Her
skabs Regning. Ej heller kan den Mulighed fornægtes,
at Tyendet derved forledes til at søge andre Udsalgs
steder, end Husbonden anviser, er skødesløs i at be
tinge nøjeste Pris eller at paase Vægt og Maal“. Older
manden søgte derfor Kongen om følgende:
a. At enhver Urtekræmmer under en passende Mulkt
skal over Indgangen til sin Butik til samme Tid, som
han aabner der, have anbragt paa et iøjnefaldende Sted
med store tydelige Bogstaver sit Navn.
b. At den Urtekræmmer, som bortlejer eller laa
ner eller paa anden Maade tillader nogen at benytte
sit Navn, Borger- eller Lavsret til derpaa at drive
Handel, for Uberettigede indklarerer eller tager Varer
paa Kreditoplag til derpaa at lade indskrive Lærlinge
eller holde Svende, skal have tabt sin Borgerret og
Lavsret, og at den, som deltager i saadant ulovligt
Misbrug, skal foruden de ellers sædvanlige Bøder for
uberettiget Handel til Politikassen og Lavet, end videre
erlægge en Mulkt, V2 Del til Politikassen og V2 Del til
Angiveren, som jeg med Hensyn til, at total ulovlig
Urtekramhandel maa endog anses for et større Retsbrud
end ved Handel en gros med en enkelt Artikel, vover