55 / 289
4 6
Isenkræmmerne anlangende, da finder jeg hverken
nogen kgl. Forordning eller Befaling, hvorefter dem
kunde tillades paa Hellig-, Fest- eller og Bededage
enten før eller efter Gudstjenestens Forretninger at
aabne deres Boder eller sælge af deres Kramvarer udaf
Husene“.
30.
Maj 1698 klages til Magistraten over, at de
tiltales af Vinhandlerne „for en ringe Næring, vi ved
vores Huse have med Franskvin og Brændevin, som
dog af gammel Tid ved vores Profession har været
brugeligt, at man udi Urteboderne har falholdt en Pæl
Franskvin til Mad, at det ene kunde være hos det
andet, eftersom de fleste Folk, som hos os købe, ej
gærne paa tvende Steder ville hente, hvis (hvad) de
behøve. Fransk Brændevin, som og om Morgenen af
en og anden for et Par Skilling kan købes, er ikke af
stor Importans og kan ej meget skade dem udi deres
Næring, som de Fleste af os det dog hos dem selv
købe. De Faa af os, som paa Kristianshavn bo, have
altid holdt offentlig Skænk udi deres Huse, saasom de
derefter ere indrettede saavelsom købte, og derforuden
endnu til Dato aldrig paa Kristianshavn været noget
offentligt Vinhus, hvor en ærlig Mand kunde gaa ind
og drikke en Pæl Vin, naar han dertil Lyst havde,
uden hos Urtekræmmerne, som der bo, hvoraf en Del
af os fra Ungdom op har tjent og brugt vores Tid til
at erlange derved kummerligen vores Brød“. De havde
desuden kgl. Privilegium tilligemed Apothekerne paa at
falholde adskillige Slags Aqvaviter, som ej kunde for
færdiges uden Brændevin, ligeledes var det dem tilladt
at sælge Limonade og Luttendrank, hvortil Franskvin
ikke kan undværes, hvorfor de tro, at Vinhandlerne
ikke kunne formene dem at handle med Vin og
Brændevin.
Da de havde faaet Advarsel fra Politimesteren om
til Nyaar at ophøre med denne Handel, indgave de 7.
Jan. 1699 til denne et Andragende af lignende Indhold;
det kunde ikke skade Vinhandlerne, at de sælge en