56 / 289
47
Pæl Yin til Mad og for et Par Skilling Brændevin, da
de Fleste købte Varerne hos dem og kun faa af dem
vare interesserede i Skibsparter og kunde faa Retour
tilbage fra Frankrig.
Vinhandlernes Oldermand gjorde gældende, at hvad
det angik, at Urtekræmmerne fra Arilds Tid havde
solgt Vin og Brændevin, kunde det vel være Tilfældet,
„thi da gjorde enhver snart, hvad de vilde, og ej agtede
nogen Politi“, men siden Kongen havde skikket en
Politi og visse Ordning, ere de gamle Inkonvenienser
og selvtagne Vedtægter bievne afskafiede. Urtekræm
merne selv spare ikke, naar de kunne opspørge nogen,
der handler med deres Artikler, at straffe dem stricte
efter Bogstaven, hvorfor Vinhhandlerne mene. at Politi
mesteren bør forbyde Urtekræmmerne at udsælge og
tappe i deres Huse, „men hvad de behøve til Lutten-
drank eller Lemonade eller Brændevin til at destillere
Aqvaviter, afdisputere vi dem ikke“.
Urtekræmmerne svare hertil, „at i forrige Tider
havde Gud og beskikket Landet og Staden med Øvrig
hed, hvorved Politien da var, og levede Urtekræmmerne
og Sukkerbagerne saavel som Vintapperne meget vel
foruden nogen Fortrydelse i nogen Maader paa begge
Sider, og var da mere Næring ved begge Professioner
end som nu“ ; „at han siger, det vi med vores Lov alt
udi god Stand og Rolighed ere komne, var vel at
ønske, det saa var, hvilket daglig hos dem selv udi
Vinhusene anderledes ses, hvad Indpas Sukkerbagerne
alene sker med Omløben af Sukkerbrød, Makroner og
deslige foruden anden Omløb med Urtekram udi alle
Huse“. „De misunde og ville forbyde os dog den
ringe Næring, som vi med en Pæl Vin og et Par Skil
ling Brændevin til Hjælp til Brødet til Hustru og Børn
kunne have i disse besværlige Tider, der vi dog med
Stiltiende tilse alt det, de gode Vintappere imod os og
vores Profession gøre, som ligesaa vel stridigt er, om
man derpaa tale vil. H. K. Majestæt har allernaadigst
forundt os udi vores Lavsartikler at maa sælge The,