GeorgBrandes

208

youth«, London 1906. Heri findes adskillige Afsnit og mindre Til

føjelser — op mod hundrede Sider — der ikke er medtaget i den dan

ske Udgave.

Som et Supplement til »Levned« er det heller ikke uden Betydning

at læse den kortfattede Selvbiografi, Brandes efter gammel Skik ind

sendte til Ordenskapitlet, da han i 1910 tildeltes Kommandørkorset;

den offentliggjordes i »Politiken«s Magasin 3 . - 2 . — 1934 og slutter:

»Min nærmeste Forbindelse med Frankrig indtraadte efter

Aarhundredskiftet, dels fordi jeg i 1899 sluttede et varmt Ven

skab med Georges Clemenceau, dels fordi jeg i Aarene 1902 og

1903 holdt Forelæsninger paa Fransk ved den russiske Højskole

i Paris, hvorved jeg lærte ikke blot den hele russiske Koloni at

kjende, men stærkt udvidede mit Kjendskab til Paris’ bedste

Krese. Anatole France foreslog mig flere Aar i Træk til Nobel

præmien, som jeg dog naturligvis ikke selv anser mig for værdig

til, saa længe langt større Evner end mine er ubelønnede.

I det nye Aarhundrede blev efterhaanden mine Skrifter over

førte paa Engelsk, og jeg fik Fodfæste i engelsk Literatur som i

amerikansk, blev derfor ogsaa adskilligt læst i Indien og Japan,

hvorfra jævnlig Anmodninger om Paaskjønnelse og Anmeldelse

indløber til mig. Paa de slaviske Sprog var mine Skrifter tidligere

udkomne.

I Østrig blev det allerede i Firsernes Midte sagt, at jeg maatte

betragtes som den ypperste nulevende Kritiker, i Tyskland er

denne Benævnelse endog gaaet over i leksikalske Haandbøger ...

Jeg smigrer mig ikke med at have Ret til en saadan Ærestitel;

thi Evnerne lader sig ikke sammenligne; jeg hævder kun, at den

talrige Gange er givet mig.

Mit Felt har været stærkt begrænset; men jeg har stræbt at

udmærke mig paa dette snevre Felt.

Dog har jeg aldrig blot villet være en Fagmand; jeg har be

tragtet mig som en Ordets og Tankens Mand i Almindelighed og

har forsøgt at imødekomme de Krav, jeg selv retter til en saadan,

idet jeg har stillet, hvad Evne jeg havde, til deres Tjeneste, som

lider Uret og undertrykkes, hvad enten den Forurettede er Enkelt

mand eller en Gruppe, en Klasse, en Provins som Sønderjylland

eller en Folkestamme som den polske, armenske, finske.«

Naar »Levned« i tredie Bind som nævnt ophører allerede ved

Aar 1892, seksten Aar før Udgivelsesaaret, saa er der en Forklaring

herpaa; Brandes fremkommer med den i et Brev, som findes citeret

i Nathansens Bog Side 207: »Blandt mine mange literære Nederlag

var »Levned« et af de største. Der blev solgt nogle faa hundrede

Eksemplarer, i aftagende Tal, af de tre Dele jeg udgav, og skræmmet

af Mangelen paa Interesse brød jeg af og holdt op, hvor efter min

egen Mening mit Livs rigeste Partier laa.«