GeorgBrandes

209

Som »Forfattertype« har Brandes givet en Slags Karakteristik

af sig selv i Forordet til sine samlede Skrifter 1899, hvor han place

rer den »paa Grænseomraadet mellem Videnskab og Kunst« — og

fortsætter:

»Jeg har altid arbejdet instinktivt, har ladet min Bog eller

min Afhandling bygge sig i mig, og har bestandig erstattet den

konstruerende Forstand, der blev mig negtet, med forskellige

vikarierende Evner. Jeg skriver ikke med Fornøjelse, før det ene

Ord tager det andet, og Arbejdet gaar af sig selv.«

For mange af Brandes’ Modstandere har det været noget af en

Guldgrube, naar de er gaaet i Lag med at paavise »litterære Tyve

rier« eller Plagiater, som det kaldes; Brandes yndede nemlig ikke

Fodnoter og forstyrrende Henvisninger til dette eller hint benyttede

Værk med Tal midt i Teksten, der efter hans Mening gjorde Læs

ningen besværlig og gav Fremstillingen et Skær af Pedanteri. Bran

des maatte bl. a. høre for det i Anledning af en Artikel om den tyske

Digter Borne i 1883, og Bogen »Før og nu« i 1911, hvilken sidste gen-

nemgaas i et Kapitel for sig i Harald Nielsens »Usurpatoren« 1922 —

og da det gentog sig med Bogen om Voltaire i 1917, skrev Brandes

den Artikel, som findes genoptrykt i »Liv og Kunst« 1929, S. 73— 77,

og fortæller, hvorledes yngre Forfatter-Kolleger under Hujen og Jub

len fandt hans Kilder frem og paaviste den uciterede Benyttelse —

og Brandes ser sig nødsaget til at gøre følgende »ydmygende Be

kendelse« :

»Jeg modtager ikke Aabenbaringer. Hverken Voltaire eller no

gen af de vel tretten Hundrede Personer, der omtales i mit Skrift,

har aabenbaret sig for mig og mundtlig meddelt mig, hvad der

er hændt dem, hvordan de saa ud, hvordan de tænkte og følte.«

I sin Afhandling »Originaler og Oversættelser« 1929 belyser

Paul V. Rubow dette Emne i følgende Vendinger (S. 13— 1 4 ):

»... Mellem Brandes’ Plagiater var der mange, som bevisligt

skyldtes Mangel paa Gaaseøjne og Henvisninger i de Excerpter

og Udkast der gik forud for Nedskriften af hans Bøger. Der fin

des rundt om Steder, som han uden Tvivl vilde have strøget, om

han havde husket hvor de stammede fra ... Andre Steder er det

saglige Oplysninger han har overtaget fra Forgængerne uden at

gøre sig den Ulejlighed at ændre paa Ordlyden, og fra sit Stand

punkt med Rette; thi hvad der passede i hans Stil, behøvede jo

ingen Ændring. Saa er der Steder, hvor et Anførselstegn kunde