72 / 196
65
de sanselige Forlystelser har over hans H jæ rte! og skjæn-
ker vel de dramatiske Selskaber and re? —■Jeg ved vel,
at man anbringer meget til deres Forsvar: at de 1) ikke
ere mere uanstændige for den fornuftige Skabning end
alle andre tilladelige Fornøjelser. 2) At de gjøre endog
Nytte, da de baade forædler Menneskets Følelser og
gjør det bekjendt med de forskjellige Karakterer, hvilke
han paatager sig at spille. 3) At de ere en Skole for
Sæderne, i hvilken han læ rer a t skjelne de gode fra
de slette. 4) At de giver hans udvortes Opførsel den
Politur, ved hvilken man kj ender det artige og vel op
dragne Menneske. 5) At han faar en mere fri og utvun
gen Manér paa sig; og 6) giver hans Foredrag i daglig
Tale en ordentligere Sammensætning og hans Sprog en
behageligere Klang.
Men mon han ogsaa søger de private Skuespil i
denne Hensigt? Opnaar han ogsaa disse Færdigheder?
Har de Fornøjelser, han derved søger at skaffe sig, ikke
mere Del deri, end de lovende Forbedringer paa hans
Sæder? — Mon han ikke langt snarere staar Fare for
at faa Smag paa det vellystige? Og hvo er Borgen for,
a t ikke mangen en privat Skuespiller, som ikke har den
naturlige Disposition, mere arver et pedantisk Væsen
end det, vi kalde en smuk Anstand eller en anstændig
Manér? Hvo betrygger os om, at vore unge Fruentim
mer (thi jeg hører, Fruentimre spille og med paa disse
Husskuepladse) ved at faa Smag paa disse friere Hand
linger ikke staar Fare for at tabe den medfødte Bly
færdighed, gaar over fra det ærbare til det letsindige
og, om aldrig andet, ved Mistankens sorte Pensel faar
den P let paa deres Dyd, som de udenfor skulle have
beholdt ubesmittet. Jeg forestiller mig den unge stu
derende, ganske sysselsat, fra Morgen til Aften, med at
lære sin Rolle. Jeg ser ham ile denne sin kjæreste
Fornøjelse i Møde. Han smigrer sig med det Haab, at
5