77 / 196
70
dette Maan eds skrift. Jeg vil ønske det mere Varighed
end de mange foregaaende periodiske Skrifter, vi have
haft;- men højlig skulde jeg beklage, om Forfatterne ikke
kunde underholde denne Varighed uden ved at give den
S tø tter af Satire og den bidende Dadel, hvilke jeg endog
i disse tvende Hæfter opdager. De har selv, min Ven!
indcirklet tvende Stykker i begge Hæfterne, som vidner
herom. Hvilke jeg, paa Nationens Vegne, havde ønsket
udeladte. Jeg mener Forfatternes E f t e r r e t n i n g om
S e l s k a b e t f o r B o r g e r d y d . Hvem ser ikke, at den
har Anstrøg af den mest skumlende Kritik? Hvem
kunde læse Fortællingen om Selskabet i det første
Hæfte uden at blive overbevist om, a t de aabenbare
søge at gjøre det latterlig t? Og hvem finder ikke i den
Anmeldelse, som er sket om Selskabet i det andet
Hæfte, den stiklende og forhaanende Pen a t være ført.
Men disse Angreb imod Selskabet, som jeg aldrig
kunde have ventet af min egen Nation, men snarere
den billige Overbærelse og Undskyldning, som et For-
maal af saa udstrakt et Begreb og i saa almennyttig en
Hensigt kunde fo rd re ; da ingen Ære kan sættes i at
dadle en Tings Begyndelse, fordi den ikke strax har
den fuldkomneste Fremgang, eller rettere, fordi den
ikke svarer til enhver Mands Ønske; jeg siger, disse
Angreb og flere af samme Natur vil tjene Selskabet
mere til Styrke end til Fald. D y d og B e t s k a f f e n
h e d , min Ven! maa aldrig vente at være sikre for Un
dertrykkelser og Forfølgelser. Selv R e l i g i o n e n kan
jo ikke love sig det. Men er denne ikke alligevel til
alle Tider bleven bekræftet og mere udbredt, jo flere
Modstandere den bar haft? Spotterne have kun bestyr
k et den, og jo flere Fjendtligheder der ere opvakte
imod den, jo flere Indvendinger, den bar m aattet taale,
desto mere er dens hellige Sandheder bievne prøvede
og befæstede. Fjenderne ere enten bievne forvirrede