318 / 569
312
En Malajdi’engs mærkelige Oplevelser
næppe forfattet af ham selv, men snarere af Justitsraad
Bartholin, der efter sin Afsked fra et Dommerembede
1 Viborg opholdt sig her i Byen og gav sig af med en
Del journalistisk Arbejde. Originalen er gaaet tabt, og
der findes nu kun et Par — nogenlunde enslydende —
Afskrifter i Familiens Eje.
Denne Levnedsskildring lyder saaledes:
»Jeg er født paa Øen Java, som er en blandt Asiens
omkringliggende Øer, hvor Hollænderne især ha r sal
sig fast, i en Landsby kaldet »Benda«. Min Fader var
født samme Sted og havde en Bestilling, som paa mit
Sprog kaldes Kelura, paa Dansk en Formand, som om
tren t er det samme som en Sergeant eller Korporal i
de europæiske Lande. Min Moder er ligeledes født paa
samme 0 og i samme By. Vi var 3 Børn, en Søn og
2 Døtre, hvoriblandt jeg er den ældste, om trent 20 Aar
gammel efter ny Stil, thi hos mig bruges den gamle.
Mine Forældre og Søskende var bortdøde, inden jeg
forlod mit Fædreland.
Hvad vor Religion angaar, da troede vi i mit Land,
at der var et guddommeligt Væsen, som vi i vort Sprog
kaldte »Alle di Alle« eller »Qvasa«, det er paa Dansk:
»et evigt almægtigt og retfærdigt Væsen«. Vi havde en
ugentlig Sabbat eller Hviledag, som vi anvendte til vor
Gudsdyrkelse, ellers gjorde vi vore daglige Bønner om
Aftenen efter Solens Nedgang. Vi havde og en aarlig
stor Forsamlingsfest, som varede en hel Maaned, i hvil
ken Tid vi hver Dag fastede indtil Solens Nedgang.
Naar denne Fest var til Ende, holdt enhver efter sin
Stand og Formue de kostbareste Traktementer, som va
rede i fjorten Dage. Vi tro og, at der er et Liv efter
dette Liv, som for nogle [vil] blive godt, men for andre
ondt. Vi tro, at vor Samvittighed skal bevidne den
retfærdiges Domme ved Døden, thi man sagde: at naar