322 / 569
316
En Malajdrengs mærkelige Oplevelser
største Møje til Øen og underholdt Livet som paa for
rige Maade. Min Kammerat, som var til Alders og
kunde ej saa vel som jeg udstaa dette meget haarde
Levnet, begyndte at blive syg, jeg maatte altsaa søge
om Føde til os begge og ofte tage Natten til Hjælp, mit
haarde Levned tog altsaa mer og mer til.
Da min Kammerat mærkede, at Sygdommen for
øgedes og blev siettere, begærte han at skilles fra mig,
og lagde sig et andet Sted, jeg gik flittig til ham, naar
jeg ej skulde søge om Føde, tvende Morgener gik jeg
til ham, førend jeg gik ud at indsamle, men den 3.
Morgen gik jeg først ud om Føde, stegte og bragte det
til h am ; men til min største Bedrøvelse fandt jeg ham
død. Jeg faldt i den heftigste Graad og følte siden den
bitreste Kummer i min Elendighed; vi havde da i 3
fulde Maaneder opholdt os paa denne 0 .
Jeg var nu alene og søgte som tilforn at opholde
Livet; men Længsel, Angst og Frygt betog næsten al
min Søvn og fordoblede mine Lidelser, jeg saa vel langt
fra mig mange Skibe at passere Øen, men uden Haab
om at blive reddet ved dem.
Endelig behagede det milde Forsyn efter en Maa-
neds Forløb i min Elendighed, da jeg i alt havde været
fire Maaneder paa Øen, at sende Middel til min Frelse.
I det jeg stod og stegte Fisk, saa jeg langt borte noget
usædvanligt at bevæges imellem Havets brusende Bøl
ger, jeg blev baade glad og bange, jeg frygtede, det var
et Gespends, hvilke Forestillinger ytrede sig meget hos
mig efter min Kammerats Død, jeg glædede mig, at det
var muligt noget, hvorved jeg kunde blive reddet, jeg
løb straks ud paa Havbredden, mit Haab blev bestyr
ket ved dets nærmere Ankomst, jeg saa nu en Baad og
Mennesker i samme, jeg alt i Tankerne forlod mit usle
Kongerige og ventede et bedre Liv, jeg talte, raabte og
skreg, de blev mig var; men da de mente, at Øen var