327 / 569
STADSMUSIKANTEN
AF
D
r
.
VILLADS CHRISTENSEN
O
rdet
Stadsmusikant lyder nu helt gammeldags, og
kun de allerældste iblandt os vil have nogen E rin
dring om, at en saadan Embedsmand engang ha r været
til. De yngre kender maaske kun Ordet fra Grimms
Eventyr om de Bremer S tadsmusikanter: Æslet, Hunden,
Katten og Hanen, der dannede et Musikkorps og drog
ud i Verden i den Fortrøstning, at kunde de ikke blive
andet, saa kunde de dog altid blive Stadsmusikanter i
Bremen. Opfattelsen er ikke smigrende for Stadsmusi
kantens Kunst; og nægtes kan det vel ikke, at den
Forestilling, som Navnet nærmest fremkalder, er Bille
det af en snurrig gammel Bierfiedler, en maadelig Mu
sikan t fra Spidsborgerligbedens og det privilegerede Laugs-
væsens gyldne Tid, — en Mowitz eller en Fader Berg
fra Bellinanns ndødelige Galleri. Men samtidig bringer
Navnet dog Mindelser
0111
muntre Toner af Horn og
Violin og Balsalens glade Larm.
Bellmanns Musikanter er jo ikke de eneste Folk
af Faget, som ha r haft Smag for de vaade Varer. Naar
de kongelige Hofvioloner spillede til Dans paa Slottet i
21