333 / 569
Stadsmusikanten
327
der utvivlsomt er skrevet ordret af efter de ældre
Bestallinger. Men ved den næste Embedsbesættelse, i
1725, forlanges kun, at Stadsmusikanten skal forholde
sig »skikkelig og tilbørlig«. Standen er nu højnet saa
meget, at man har kunnet lade Ordet »ædruelig« udgaa.
Men har Beckstedt saaledes kunnet efterlade Em
bedet i en anseligere Skikkelse end den, hvori han mod
tog det, saa er der ogsaa Vidnesbyrd nok om, at dette
Besultat har kostet Kamp. Hele sin Embedstid igennem
var han optaget af at værge om Stillingen. Og selv om
det til Tider kunde se saa sort ud for ham, at han
tænkte p a a ’ at opgive det hele, gav han dog ikke tabt,
men tog fat paa ny med den utrættelige Energi, for
hvilken hans Modstandere omsider maatte give tabt.
Til de mindre Skærmydsler hørte det, at han un
der den store nordiske Krig havde ondt ved at værge
sine Musikantersvende mod Efterstræbelser fra Orlogs-
flaadens Side.
I 1712 klagede Magistraten over, at
Schontbynacht Judichæ r vilde fratage Beckstedt tre
Svende, »som han umulig kan m iste, saa fremt at
Kirkemusikken ikke skal forsømmes«, og det skønt
Beckstedt havde henledet Opmærksomheden paa »ad
skillige Trompetere, som sig her udi Staden opholder
og ikke haver andet at bestille, ej heller haver lært
andet, end at blæse paa en Trompet og spille paa Fiol«.
— Aaret efter maatte Magistraten paa ny tage ham un
der Beskyttelse, da en Hoboist søgte at trænge sig ind
som særlig Musikant paa Kristianshavn med Ret til at
besørge Kirkemusikken i Vor Frelsers Kirke. Ogsaa
til anden Side maatte han værge sit Omraade. Køben
havns Amt havde sin egen Musikant, P e t e r K u r r e p i n d ,
forhenværende Lakaj hos Storkansleren, og Rivninger
mellem de to Privilegiehavere kunde ikke udeblive. I
1720 havde de et Sammenstød i Vibenshus, hvor Kurre
pind spillede til Bryllup, da Beckstedt trængte ind med