Stadsmusikanten
329
mede Borgerskabet, saa Magistraten i 1713. kunde
skrive, at «Folk af ringere Stand haver nu ikke Raad
til noget til Musikanter at
depensere,
og andre af højere
Stand og bedre Vilkaar i saa Maade det mest mulige
minagerer
«. Emdelig blev al Lystighed forbudt for et
Aar, da Enkedronningen Charlotte Amalie døde i Marts
1714.
Under disse Omstændigheder var Beckstedt bleven
saa ked af Stillingen, at han ønskede at opgive det hele,
og da der i 1714 blev en Plads ledig i det kongelige
Kapel ved den franskfødte Primoviolinist Mondons Død,
ansøgte h an
1
paa ny om at komme ind i Kapellet. An
søgningen er maaske dog kun et Paaskud til at faa
Klagerne over hans mange Genvordigheder frembaarne
for Kongen; thi den handler næsten udelukkende om den
Indpas og Uret, der tilføjes ham af »en Del Fuskere, be-
staaende af Skarmejeblæsere ved Holmen, Soldater, Baads-
folk, Haandsværksbursch og andre ledige Personer, hvilke
med deres Instrumenter alle Vegne her i Staden omløber
og saa vel til Bryllupper som andre Værtskaber gør Op
vartning hos Borgerskabet«. End ikke Sørgeaaret for
Enkedronningen bliver respekteret af disse Mennesker,
som »daglig uden nogen Undseelse tør understaa sig
dermed at kontinuere, da dog Eders K. Majt. allernaa'
digst har ladet forbyde, at ingen Instrument eller Musik
til nogen Bryllupper eller Forsamlinger maa høres«.
Beckstedt derimod har »ikke saadant turdet understaa
i Henseende til de mange højvigtige Forretninger, som
Eders Kgl. Majt. til Rigernes og Undersaatternes Bedste
ha r været
occuperet
med«.
Men Beckstedt fik ikke Pladsen i det .kongelige
Kapel, og han havde saaledes ingen anden Udvej end
at fortsætte sin Kamp mod de uprivilegerede Fuskere
og Hoboisterne.
I Janu a r 1715 indsendte han da til Kongen en