334 / 569
328
Stadsmusikanten
Politibetjente og fordrev ham. Men denne Gang var
Stadsmusikanten gaaet for vidt; det blev godtgjort med
talrige Dokumenter, at Vibenshus var matrikuleret under
Gentofte Sogn og altsaa hørte til Amtet, og Beckstedt
maatte betale Kurrepind 26 Rdlr. i Erstatning foruden
24 Rdlr. i Sagsomkostninger og Bøder1).
Men værre end alt andet var det, at Fuskere og
Bønhaser af alle Slags uafladelig gjorde Indgreb i Stads
musikantens Næring.
De farligste af disse var Garnisonens Spillemænd,
de saakaldte Hoboister. Lige fra sit Embedes Tiltræ
delse klagede Beckstedt over, at de med deres Instru
menter gjorde Opvartning ved Bryllupper og Værtskaber,
som han mente sig eneberettiget til. Og vel kunde
Stadsmusikanten ved saadanne Lejligheder gøre Regning
paa Magistratens og Politimesterens kraftige Understøt
telse; men ogsaa Hoboisterne havde mægtige Fortalere
paa allerhøjeste Sted, og da der endelig udfærdigedes et
kongeligt Reskript, af 27. Marts 1711, for at stille Træt
ten imellem dem, betegnede det et Nederlag for Beck
stedt. Reskriptet indskærpede nemlig, at alle de for
nemmere Klasser — Hofetaten, Militæret og Universite
tet — havde Lov til at benytte, hvilke Musici de vilde,
ved deres Festligheder. Og selv inden for det egentlige
Borgerskab bavde Beckstedt kun Eneret til de Bryllup
per, der stod i borgerlige Huse, og hvor Bruden var af
Borgerstand. Det var en Fortolkning af Privilegiets
Ord, som var højst ugunstig for Beckstedt, og som han
siden kæmpede imod, saa længe han levede.
Andre ulykkelige Omstændigheder slog^sig til, hvor
ved hans Næring i disse første Aar yderligere forringedes.
Pesten 1711 gjorde en brat Ende paa al Musik og
Lystighed.
Den langvarige Krig med Sverrig forar
1) Dom
28/s
1723 i Kbhvns. Raadstueprotokol.