328 / 569
322
Stadsmusikanten
København, var en rigelig Forsyning med Vin en Del
af deres Betaling, og ikke den Del, som de satte mindst
Pris paa. -Og ligeledes tyder et og andet paa, at ej
heller Stadsmusikanterne plejede at gaa af Vejen for et
godt Glas. I Slagelse var Stadsmusikanten under Frede
rik IV tillige Byens faste Værtshusholder, og det endte
med, at han omsider helt ofrede sig for denne sidste
Virksomhed og lagde Kunsten paa Hylden. I Køben
havn indførtes i ældre Tid i Bestallinger for Stads
musikanten bl. a. den Fordring, at han skulde forholde
sig ædruelig og skikkelig i sit Emhede. Bestemmelsen
vækker Formodning om, at det modsatte maaske har
været Reglen.
Men inden Stadsmusikanten naaede den velmerite-
rede Embedsstilling med dertil hørende Familieliv,
Pengesorger og anden Borgerlighed, havde han lagt
Ungdommen og den muntre Svendetid hag sig. Og
stifter vi Bekendtskab med ham i denne Periode, faar
vi et andet Billede at se: da er han Repræsentanten
for det pragtlystne og glade i denne Pudderets og
Parykkernes og de galante Eventyrs Tid. Den farende
Musikantersvend hører hjemme blandt de sirlige Junkere
som Stadsmusikanten blandt de adstadige Borgermænd:
»Han kunde se tilbage paa et muntert, ofte alt for mun
tert Liv. Den Tid, da han var Skibstrompeter eller i
Udlandet rejste paa Professionen, hørte til hans hedste
Minder. Han havde været en ung Mand, der kunde
lade sig se, soigneret, med Fløjels Benklæder, Kaarde og
Pudderfrisure eller Paryk«1).
Men haade som ung og som gammel har K u n s te n
sikkert været hans Livs Indhold. Selv om næppe nogen
af vore Stadsmusikanter har hørt til de allerypperste,
var der dog særdeles dygtige Folk imellem dem, og ofte
x) Carl Tilrane: Fra Hofviolonernes Tid, S. 62.