321 / 569
En Malajdrengs mærkelige Oplevelser
315
fik vi intet at spise. Vi fandt paa Øen et Slags Træ,
som kaldes Bamboes, hvoraf vi fik Ild ved at gnide
tvende Stykker mod hinanden, denne optændte Ild ved
ligeholdt vi idelig ved at samle Brænde dertil, vi gjorde
og Ild paa adskillige Steder, at om den ene skulde sluk
kes, vi da kunde have den anden; derpaa søgte vi til
Strandbredden, hvor vi fandt Æg, Skildpadder, Fugle
unger og Fiske, som blev tilbage i Hullerne ved den
idelige Ebbe og Flod, hvilke vi stegte ved Ilden og saa-
ledes opholdt Livet. De første 3 Nætter laa vi paa San
det ved Stranden; men siden drev Nattekulden og de
stærke Vinde os højere op, hvor vi fandt et hult Træ,
som tjente os til Seng, vi ventede alle Dage med stør
ste Længsel at se et Skib passere os forbi, hvorved vi
kunde blive frelste, men Skæbnen var os ikke saa gun
stig. Efter vi havde været 3 Ugers Tid paa Øen, be
sluttede vi at sammenbinde mange Stykker Træ, som
kunde udgøre et Flaad, og derpaa gik vi til Søs i den
Tanke, at Vinden enten skulde føre os til en beboet 0
eller til et Skib, hvorved vi kunde blive reddede, men
i 3 Dage og 3 Nætier udstode vi dette Arbejde og yder
ste Livsfare uden at naa vort Ønske. Den sidste Nat,
da vi saaledes omflakkede paa det vilde Hav, stod vor
Flaad uformodentlig stille, hvoraf vi sluttede at være paa
Land, men formedelst den mørke Nat kunde vi ej se
dets Beskaffenhed; ikke desto mindre steg vi i Land,
men da det blev Dag, erfarede vi først vor Ulykke, at
vi var paa en bar og blot Stenklippe, som stod op m idt i
Havet, hvor der hverken var Træer eller andet, vort
Flaad var bortdrevet, og saaledes saas ingen mer Frelse for
os. Midt i vor Elendighed ble.v vi var den 0 , som vi
havde forladt, og da vi syntes, den ej var længere borte,
end vi, skønt udmattede, maaske kunde svømme der
til, besluttede vi det og kastede os i Søen (vi vænnes
til fra Barnsben at svømme). Vi kom lykkelig, med