385 / 569
Stadsmusikanten
379
Af Kapellets Medlemmer søgte Klarinettisten Jens
Krog, der ogsaa havde meldt sig forgæves sidste Gang.
Endvidere Flautotraversisten Johan Christopher Daniel
Milde, der paa Grund af sin alt for store Beskedenhed
stedse følte sig utilpas i Kapellet og forsøgte ethvert Mid
del til at komme over i en anden Stilling. Han havde prø
vet med en lille Musikhandel, som ikke vilde gaa, og havde
engang ansøgt om at blive Bedemand 1). Det blev han dog
lige saa lidt som han nu blev Stadsmusikant.
Mærkeligt er det blandt Ansøgerne til dette Embede
ogsaa at træffe et af Kapellets allerberømteste Navne, Obo
ens Mester Christian Frederik Bartli. I en Alder af kun
19 Aar var han i 1806 Ideven ansat »for bestandig« som
første Oboist, og de Aar, som siden da var forløbne, havde
kun hævet hans Ry, saa han nu var en berømt Virtuos
langt ud over Landets Grænser. At han, den fødte Kunst
ner, absolut ikke egnede sig til at passe et brydsomt Em
bede, faar man et klart Indtryk af ved at læse den ma
lende Skildring af hans Livsførelse, som Carl Thrane har
givet i »Fra IJofviolonernes Tid« 2). Naar han nu søgte
Embedet som Stadsmusikant, har det næppe været andet
end et flygtigt Lune, en af de Øjeblikkets Indskydelser,
som bragte saa mange Uregelmæssigheder ind i hans Liv.
IJauch fremsendte hans Ansøgning, men uden nogen An
befaling. Det har intet Øjeblik faldet Hauch ind at ville
miste ham fra Kapellet.
Saa har der været mere Alvor i den anden Oboist
Philip Ludvig Keck’s Ansøgning. Han stod i Kapellet i
bestandig Skygge for Barth, og i Modsætning til denne,
der var og blev ugift, havde han Familie at forsørge. Han
nævner i sin Ansøgning, at hans ældste Datter allerede
har haft det Held ved Udførelsen af sine Sangpartier som
>) Thrane 2(i9.
■)
S. 277—81.