398 / 569
392
Københavnere i Udlandet
Mobilierne brænde udenfor, Ludvig Philips Trone slæbt [i]
Triumpf langs med Boulevarderne og brændt paa Bastille-
pladsen — jeg eier selv en Slump af samme, af hvilken jeg
har gjort mig en Tandstikker. — Jeg vil ikke fortælle Dig
Resten, som Du naturligviis læser i Aviserne; Du vil lige
ledes see, at den provisoriske Regjering udvikler en glim
rende og kraftig Virksomhed, alle Boutiquer ere lukkede
op, Vognene begyndte at rulle, Barricaderne blive jevnede,
Banquen har begyndt sine Escompteringer, Banquiererne
have skudt store Summer sammen (Rothschild 50000 fr.)
— alt kommer i den gamle Orden. Men Republiquen
staaer stolt og urokkelig — Folket vil hævde den, og Regje-
ringen navnlig Lamartine vise de samme gigantiske Pro
portioner, kun med Mildhed istedetfor Terrorisme, som
1793 . . . —Jeg skal ikke nægte, at det var mig en underlig
Følelse, at staae midt i en Kugleregn omgivet af Saarede
og Døde, men jeg er glad derved, thi jeg saae at jeg havde
meget mere Mod end jeg selv troede — ikke Spor af Frygt
var i mit Sind, og kun Raseri og Hævnlyst opflammede
mig. P a u lli1), der stod paa den anden Side af Boulevar
den, var nærved at omfavne mig, da jeg kom hjem, han
er kommet hjem efter at have reist paa Revolutionen i
Schweitz og Neapel — han beder mig at skrive Dig hans
Hilsen og spørge, naar den engelskeRevolution begynder,
da vi gjerne vilde derover og see samme — vi give Under-
viisning i Anvendelsen og Tillavelsen af Barricader efter
sidste Pariser-Mode — den største jeg saae, var ved Porte
St. Martin og bestod af 10 Omnibusser, en Grille [d. e. et
Gitter] fra en nærliggende Kirke og en utallig Mængde
Brosteen. — De første Dage gik vi med røde Baand og
Cocarder, nu har vi alle den revolutionnaire 3farvede do.,
ikke som hidtil rødt, hvidt og blaat, men blaat, rødt og
hvidt, efter at Lamartine havde sagt, da en rasende Folke•) Københavnsk Læge.