403 / 569
Smaastykker
397
(I, S. 1), at hans Fader døde 1795 som Justitsraad, Told-
inspektør og Toldskriver i København; han var født 1728
og var en jysk Bondedreng fra Ribe Stift. Allerede før sit
30. Aar var han bleven kgl. Embedsmand: Konsumptions-
skriver ved Københavns Toldbod (S.
6
). Han købte sig sin
egen Gaard paa Hjørnet af Amaliegade og Blancogade (nu
Fredericiagade), »lige over for daværende lewetzowske, nu
Prins Christians Palæ«, siger Sønnen (S. 18). F ra Stedet
var der, tværs over den dengang endnu ikke fuldt bebyg
gede Amaliegade, aaben Udsigt til Reden og Toldboden.
K. L. Rahbek fik her allerede som Barn sin Kærlighed til
Mark og Skov og Eng vakt, ikke saa meget ved den til
Huset knyttede Have — den maatte han ikke komme i —
som ved sin Interesse for to smukke Lindetræer, der stod
i Gaarden uden for Baghuset, og især for »den lewetzowske
grønne Gaards- og Haveplads«, som han den blidere Aars-
tid igennem ikke kunde blive træt af at se ud i fra F a
miliens Dagligstuevinduer, saa forsømt og forfalden den
ogsaa var. Til stor Forargelse for hans Kærlighed til Natu
ren var det, at Faderen lod en Lindeløvhytte i sin Have om
hugge for at bygge et muret Lysthus, i hvilket man om
Sommeren kunde drikke Kaffe. Naar Rahbek i 1765 be
nævnes Kammerraad paa Amalienborg, synes det at tyde
paa, at man dengang kaldte ikke blot Palæerne, men ogsaa
deres Omgivelser ved dette Navn, i Lighed rned, at man
har kaldt Hillerød for Frederiksborg efter Slottet. Sønnen
taler da ogsaa et Sted i sine Erindringer om Faderens
»Gaard paa Amalienborg«. Det er formodentlig i sin Egen
skab af Embedsmand ved Toldboden, at han er kommen
til at optræde som Fadder for den ad Søvejen hjemførte
Dreng.
Knud Lyne, som anføres i Rækken af Fadderne um id
delbart efter Rahbek, er sikkert dennes Morbroder, en Søn
uden for Ægteskab af hans Morfader, der var en velha
vende jysk Selvejerbonde og gift. Hver Gang Knud Lynes
Moder i hans Barndom »kom rned Drengen til hans F a
der, var de øvrige Søskende, især Søstrene, studse og uven
lige mod dem begge; kun min Farmoder«, siger K. L. Rah
bek (S. 2), »der var af et ejegodt Gemyt, holdt af Dren
gen, skjulte ham under Trappen og gav ham Ost og Brød,
langt fra at drømme om, at det i Tiden skulde gengældes