156 / 259
152
L A N D V E J E
egne veje. Vi finder i ny lande navnlig i Amerika en overvældende bevismasse på
ukyndighed i retning af, hvad der er passende, eller af respekt for den nationale
ejendomsret, i kopier som virker parodisk på den bedre vidende. Landbyer nævnes
London, Paris eller Rom , og berømte navne som f. eks. Shakespeares fødesteds
overføres til en mængde steder, som ingen ligheder har med originalens, hverken en
„Avon“ eller en „dale“ . D ette er uvidenhedens triumfer. Navne opfattes som k lin
gende lyde uden betydn ing . Der er imidlertid gade eller vejnavne som har erhvervet
sig international berømmelse, hvis overførsel som artsnavne har nogen und sky ld
n ing i denne deres berømmelse. Allé er jo ikke et dansk ord, men det danske „Gang
har jo ikke samme betydn ing; Alameda er en E lmeallé; Boulevard er fra befæst
nings kunstens bulværk, det danske virke ; „Corso“ er væddeløbs „kurs“ . Via Dolorosa
er den latinske Sorgens vej. Disse er eksempler på navne, man kan risikere at
træffe i enhver by; men som fra byplanens standpunkt nærmest må regnes som
advarsler og hvis de anvendes bør det være som betegnelse for færdselslinjer, hvis
brug og karakter svarer til deres i navnet givne oprindelse og historiske betydning.
Men man kan ved navnegivning finde en hjælp i de gamle nationale sted s
navne; først og fremmest ved at bevare og udvikle de stedlige navne fra den egn,
hvor de ny skal bruges og hertil har man et ret godt middel i tryk te arbejder; f. eks.
Johs. Steenstrups: „De danske Stedsnavne“. Dernæst kan topografiske ejendom
meligheder navnefæstes og disse bør altid have fortrinsret fremfor personnavnene,
selv om disse kan tillægges nogen historisk værdi. Personnavne er altid genstand for
uro og giver anledning til uheldige forandringer, navnlig ved politiske systemskifter.
Selv kongenavne af århundreders brug er ikke sikre mod efterstræbelser, hv ilket
ses af forandringen fra Kristiania t il Oslo.
Det er jo først i den nyere tid , at vore sproggranskere for alvor har syslet med
navnegranskning, både af person- og stednavne og skønt værdifulde bidrag til for
ståelse af denne del af vort sprog er fremkomne, står dog meget tilbage endnu at
ønske. Der er således det latinske „parcel“. Det danske „jordlod“ er ikke tyd e lig t
nok; derimod har v i en del stedsnavne med endelsen „løse“, som betegnelse for at
visse landstrækninger er udløst som del af en større ejendom: kongsgods eller kirke
gods. Måske navnet Naboløs hører herhen og måske en af vore dygtige filologer kan
sige, hvorledes v i af „løset“ kan forme en
afløsning
for parcel og parcellist eller par
cellering. I det hele taget må man ved sagkyndig vejledning og anvendelse af vor
righoldige nationale stednavne skat kunne skabe en brugbar vejledning på et om
råde, hvor den dilettan tiske ukyndighed nu råder. Det fortjener i denne anledning
at mindes, at ordet „gade“ egentlig kun betyder en åbning „ga t“ f. eks. gennem en
fæstningsvold, men også som betegnelse for vande som Gattegat = gattenes gat og
Gattesund; men brugen har jo nu plantet „gade“navnet så fast at det ikke lader sig
rokke; men „stræde“, som er den oprindelige betegnelse burde alligevel finde større
anvendelse, navnlig for større og vigtigere færdselslinjer.
De gamle stednavne dannedes ud af den daglige talebrug; derfor er de så
v igtige og derfor viser deres form tilbage til visse bestemmelige tidsrum. Yi m istede
noget ved hærtogene til England og Normandiet, ja selv til Rusland i den ældre
middelalder og ved oprettelse af kongestolene der. En engelsk historie for ungdom
men (The Dickens it was) fortæller, hvorledes Jyder og Angler slog Danskerne ihjel
og røvede deres stedsnavne og systematiske skibsnavne: Terror, Indom itable,