155 / 259
L A N D Y E J E
151
Tekniske, system atiske midler til orientering i storbyens gadenet bliver mere
og mere nødvendige efterhånden som væksten udvider antallet af gader og veje.
Det er godt nok at have gode kort og trykte ve jv isere— de er nødvendige i alle t il
fælde — men de er ikke tilstrækkelige. Man søger derfor ved systematisk navng iv
ning af vejene, eller ved ordnet nummerering af husene ved disse, at lette oversigten
og anskueligheden af egne eller kvarterer og afstande, helst således at selv en
fremmed uden kort og vejv iser skal kunne finde vej til en given adresse.
Det første middel man tyr til er naturligvis gadenavnet. Det er der brug for,
såsnart byen har mere end en gade. Men der kommer en tid under storbyens vækst,
da det bliver nødvendigt at vise kritik i valg af gadenavne, fordi deres antal bliver
for stort til at rummes i en almindelig borgerlig hjærne. Denne kritik må først vises
ved afskaffelse af slette og overflødige navne og dernæst ved at foretrække navne
med en lokal klang, således at det af selve navnet er muligt at skønne i hvilken kant
af byen det skal søges. Mellem de slette navne må regnes de, som er opkaldt efter
personer, navnlig efter private personer, hvis navn ellers ikke er kendt udenfor den
pågældende gade; og mellem de overflødige navne er sådannne, der danner brud
stykker af længere gader. Yi har flere af disse, der er Gyldenløves-Rosenørns-Vinke-
vej-Roligheds- og Godthåbsvej. Og der er GI. Kongevej-Smallegade-Peter Bangs-
vej. Endelig er der de hyppige navnedubletter, hvis oprindelse skriver sig fra tid
ligere landsogne, som er b levet indlemmet i byen.
Når det gælder om at skaffe system i navnevrimlen og navnlig når der er mu
lighed for at beny tte og fremhæve den lokale klang indenfor et mere udstrakt gade
net må tilflugt tages til fornavne som:
store, lille, lange, korte, brede, smalle, høje, lave,
over
og
under
; eller efternavne som:
gade, stræde, gyde, allé, vej, gang, sti, boulevard,
parkvej
og
promenade.
Endelig kan man jo også knytte navnet på den træsort, som
er plantet i gade eller allé, såsom:
lind, elm, pil, eg, gran, birk, esp, løn, lærk, tax
o. s. v ., naturligvis foretrækkende de danske navne, som er enstavelses og udela
dende sådanne, som i tidens løb er ind ført— ahorn for løn og poppel for esp. Denne
naturlige kilde har man jo altid øst af, men i flæng og uden system . Der bør vælges
med hensyn til egnens topografi og historisk overleveringer. Sættes benyttelsen af
disse for- og efternavne i system så v il udtalens vægt blive lagt på disse og medens
det betragtes som upraktisk at have lange sammensatte navne, så v il disse dog
b live brugelige når de fremtræder med et systematisk præg og letter orienteringen.
Den nu så vanlige jumble af navne uden lokal klang, der passer lige godt
eller lige
slet i syd, nord, øst eller vest for trafikcentret, giver udtryk for et urede, som er
vildledende. Navnene i gamle bydele har historisk værdi, som det er værd at fiede
om, blandt andet også fordi de må tjene som kilde til navneformer for ydre fæid-
selslmjer. N y navne må med alderen vinde deres værdi, men har vanskelighed dei-
ved fordi antallet af ny navne stiger hurtigt og fordi det er de ny kvarterer som skal
hæge om dem og lægge grunden til deres fremtidige værdi ved passende valg.
At alle et lands navne må have et nationalt præg burde være en selvfølgelig
hed, men er ikke tilbørligt forstået og det fremmedartede ved et navn ei v ist ofte
regnet som et fortrin, hvorfor censur er nødvendig. Navne er en vigtig del af spioget
og deres første betingelse er, at folket selv forstår deres betydning og rette anven
delse. Det er en af nationa litets begrebets forrettigheder at værdsætte og benytte
landets oprindelige forråd af navneformer og at fortsætte århundreders praksis sme