150 / 259
146
L A N D V E J E
af gadenettet og det gælder derfor om at finde et system , som kan indpasses i de
almindelige udstykningsplaner, således at legepladserne fordeles og fly ttes fra par
ken til hjemmets nærhed. Sandbunken er ikke noget ideal, det har man opdaget,
men legepladsen må når den skal gøre den rette n y tte , give børnene den frihed
som gaden ikke kan give dem. Vedføjede skitse viser en indpasning i det amerikan
ske udstykn ingssystem , hvor baggaden „The A lley“ er udvidet til fredede legep lad
ser for de omboende uden at den for færdslen så ny ttige baggade derved taber noget.
Hovedfordelen ved dette system er, at grunden har adgang både fra gade og bag
gade, således at mødrene fra deres køkkenvinduer kan holde øje med, hvad der fore
går på legepladsen. Baggaden er jo et ukendt element i vore byers plan, men dens
fordele er betydelige og måske kan netop legepladsen vinde indgang for den hos
vore bybyggere. Man kan som også v ist her indarbejde den i vort gadesystem , men
næppe i så praktisk en fonn . Man må jo også betænke, at legepladsen som in s titu
tion ikke er for børn alene. Derfor bør der ikke være særlige indretninger for børne
lege så bliver den voksne eller halvvoksne ungdom borte. Hos den voksne er trangen
til at rette lemmerne og udvide brystkassen sikkert større end hos barnet, fordi det
regelbundne arbejde kræver lejlighed til fri bevægelser og hos den ældre lejlighed til
hvile i friluften. At kaste sig i græsset under et skyggefuldt træ, er en drøm som kun
altfor vanskeligt og for sjældent lader sig opfylde. Men denne længsel for hvilen i
det bløde græs har præget vore villahaver og gjort græsplænen til en nødvendighed
selv hvor den er nok så upraktisk og nok så kostbar.
Om den private villa have er nok så lille, må den dog have en an tydn ing af
græsplæne, og i byparkerne indrammes alt i græs, der som et grønt klæde er tilpasset
med udskårne huller for trægrupper, blomsterbede og buskadser. Det hjælper så
dejligt på anlægsgartnerens åndelige anstrængelse ved planlægningen, når det hele
jævnes ud med klippet græs i mellemrummene. Den åndelige ladhed, som er årsagen,
er v istnok større i de ny lande end i de gamle, større i ny kvart erer af en by end i
ældre, og man har måske en målestok i græsplænens form og anvendelse for tidens
estetiske sans og smag. I de ny verdensbyers ydre kvarterer hører man sommeren
lang græsklipperens skralde gå, paa helligdagene og i de lyse aftener. Luther Bur
bank nåede jo ikke at opfinde et græs, som ikke behøvede a t.k lipp e s. Hvorfor?
spørger man: planter i ikke passende småbuske, skovbund og bregner — græsset
trives jo ikke? Hvorfor! svares der: for det bruger man ikke. Men denne græsklip
ning er egentlig en levn ing— eller fortsættelse — af de klippede havers buskadser og
allétræer— disse „architekt træer“ — kalder en maler dem. Plænen kom til ære med
den engelske naturstil, som afløste den franske form elle; og prægtige udstrakte plæ
ner med græssende fåreflokke er den tid s herregårdshaver.
Det kan måske også være n y ttig t her at pege på, hvorledes tidens kommu
nisme strækker sine røde kløer ind i naturfilosofien. Man har som en virkning af
naturfredningstanken søgt at bevare dele af den jydske hedes, anerkendte skønheder
f. eks. i Ræbild Park. Dette er kun glædeligt, men man har søgt at udvide disse be
stræbelser til private udstykninger af hedelandskaber og har lagt serv itutter på
villalodderne for at hindre ejerne i at dyrke jorden omkring boligen. D ette er dys
morfisk havekunst og kommunisme saledes at lægge den døde hånd på kulturen.
Det etiske grundlag herfor er, at den udyrkede vilde hede er bedre for mennesket
end det dyrkede land og ideen overføres på andre topografiske forhold. Det forbyder