149 / 259
L A N D V E J E
145
om legepladser af offentlig karakter for små børn har i de senere år haft en mere
fremragende plads i byplan diskussionen end der strængt taget tilkommer det. Det
er et bødemiddel på den sammenpakkede bebyggelse — den v i i byerne må stræbe
efter at mildne eller komme bort fra. Det er jo kun en vis klasse af små børn som
nyder godt af denne in stitu tion og næppe den klasse som trænger mest. Sagen er jo
den, at legepladserne ikke har kunnet skaffes i den umiddelbare nærhed af hjem
mene som må kræves når de skal gøre den rette ny tte. I amerikanske byer er der
gjort overmåde meget ud af denne in stitu tion ved anskaffelse af underholdnings-
midler, ved opholdsstuer for mødrene, ved læsestuer for børn m. m ., hvortil jo
kommer lønnet tilsyn . Men man får dog når man skal være ærlig, det indtryk, at
disse kostbare anlæg ikke når det tilsigtede mål. Legepladstanken er desuden ført
videre derovre ved de såkaldte „Social Settlements og „Park Refectories , som
vænner en vis klasse af befolkningen til at nyde goder, hvis tilbejebringelse og op
hold de ingen andel har i. Den stræbsomme ungdom kommer ikke der. Den dema
gogiske karakter kan ikke holdes borte fra bevægelsen i sin helhed.
Bestræbelserne for tilvejebringelse af primitive legepladser i befolkningens
m idte bør imidlertid ikke mindskes eller opgives, men de må gøres til en bestanddel
Bb. 19.