Previous Page  160 / 259 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 160 / 259 Next Page
Page Background

156

L A N D Y E J E

værdi af nogen betydn ing for storbyens vejv isn ing . Historiske og personlige m indes­

mærker burde altid anbringes på steder og måder, der bringer dem i berøring med

folk og færdsel. Eksempler på forkert anbringelse har v i i Landbohøjskolens have og

tildels i Rosenborg have. Kunstværker som repræsenterer ideer, som malkepigen i

den førstnævnte have og Ekko og Liden Gunver i den sidstnævnte passer på frede­

lige pletter i offentlige anlæg; men Segelke, Rostrup, Hørup og Matsen burde fly ttes.

De burde anbringes i hegn mod gade eller vej, når ingen særlig passende offentlig

plads er for hånden, og hegnet må naturligvis omdannes t il at passe med hv ilep lad ­

ser o. lign . Halls statue i Søndermarken, præstemonumenterne ved kirkerne er ilde

anbragte. Ligeledes er det stødende for den sunde forstand at se personlige statuer

anbragt som pyn t på offentlige bygninger. Et offentligt mindesmærke skal beherske

sine omgivelser og ikke anbringes som pyn t i haver eller på huse som amoriner eller

vaser, eller mytologiske figurer. I rokokotiden tillod man sig meget af den slags —

monumenter med sentimentale indskrifter i slots- og herregårdshaver; men i vor

rationalitetsalder er v i forpligtet til logisk tankegang og begrundelse. Yi har jo

kirkegårdene til de personlige mindesmærker— de som er rejste af personens venner

medens sorgen over tabet var friskt.

Offentlige mindesmærker må have historisk begrundelse, ikke gemmes bort

i parkens indre eller i blomsteranlæg eller græsplæner, men anbringes således, at

selv nærsynede personer kan komme nær nok t il at læse mulige indskrifter. Byen

får et rigere præg når dens offentlige monumenter bliver led af byplanen og deres

hensigt v il bedst nås, når de viser sig i gadeperspektivet; både for de indfødte og for

de fremmede besøgende.

E t andet middel i vejvisningens tjeneste, vilde man have hvis man forsynede

de mange nye kirker med tavler angivende kirkens navn. Enhver hovedstads beboer

er forudsat at kende navnet på den kirke, til hvis menighed han eller hun regnes,

men de hundrede andre er nu et vildledende istedetfor et vejledende element af

byens plan.