159 / 259
L A N D V E J E
155
E t af de første elementer byplanlægningens pionerer fik øje på var skiltet. De
grimme og smagløse skilte som dækkede forretningsbyen trængte hårdt til forskøn
nelse og her har v i et bånd, som kan knytte menigmand til byplan bestræbelserne.
Mellem skiltene er dog gadenavnet det som ligger byplanen nærmest og har størst
praktisk betydn ing for denne; ti uden et let læseligt gadenavn er det jo besværligt
at finde vej i byen. Den praktiske og systematiske anbringelse af dette skilt har da
også g ivet anledning til v id tlø ftige debatter og flere forskellige måder at anbringe
det på har været prøvet i de større byer. Det naturligste er at anbringe det på gade
hjørnerne, selv om nogen tvang mod husejeren derved bliver nødvendig. Den næst
bedste har været at anbringe navnet på gadelygterne, men her har den elektriske
belysn ing spændt ben for det. Det stigende antal gadehjørner i København uden
navneplader gør det nødvend igt at have opmærksomheden henvendt på denne sag.
Et andet udslag af denne er de bevægelige elektriske skilte udslaget af en løsslup
pen fantasi, som v istnok i stigende grad trænger til begrænsning.
Men der er andre skilte, som trænger til at kritiseres. Det er nødvendigt somme
tider og somme steder at forbyde visse klasser af færdsel og sa sei man en naiv sty
relse indskærpe forbudet med et „strængt forbudt . Dette kaster en vis skygge ovei
borgernes rets- og ordensbegreber. En ting i den retning er enten forbudt eller t il
lad t; milde og strænge forbud er her noget vrøvl. Et andet drastisk eksempel hai
jeg truffet i en amerikansk storby, anvendt som iøjnefaldende portalei ovei begge
ender af en bro, et skilt som siger: „This bridge is condemned by the city. You
cross at your peril." Trods dette forbud gik færdslen liv ligt over broen og en frem
med m å tte uvilkårligt studse over den mærkelige moral og retsfølelse dette skilt
åbenbarede. Hensigten var rimeligvis at fri byen for mulige krav på skadeserstat
ninger hvis ulykker skulde hændes.
De gamle engelske publicanskilte har i visse tilfælde, ved heldigt valg og folke
lig tilslutn ing, givet navn til tilstødende gader eller kvarterer og som et ringe tegn
på fo lkeligt slægtskab og fælles smagsretning har v i her i København adskillige
navne af den slags som kræver bevarelse fordi de indeholde et vejledende element
i gadelabyrinten; der er således: Sorte Hest, Slotskroen, Yibenshus, Røde Kro,
Lygten m. fl. af værdi for stadens nomenclatur.
End et andet middel i vejvisningens tjeneste har storbyen i de offentlige m in
desmærker af historisk eller personel natur. Da Københavns vækst, efter udstillin
gen i 1888 tog fart, var det i visse kredse skik at raillere over individualismen, men
sam tid ig toges revanche ved en udstrakt anvendelse af personlige gadenavne - en
udfordring til kommende s læ g t e r - som sikkert v il blive besvaret ved omdøbnmger,
idet en reaction mod de mange døgnpolitiske navne er uundgåelig. Men et led i
denne så sandsynlige kommende renselsesproces v il sikkert blive en ordning af byens
mange personlige mindesmærker, der er komne for tidlig til verden, før personens
historiske værd var fastslået. De gamle grækere fik at føle, hvor skoen trykkede i
den retning; fordi vrimlen af statuer efterhånden blev så stor, at et ordmngssystem
blev nødvendigt. Pausanius fortæller, at muren som omgav Olympias festplads med
den hellige olivenlund, var smykket med statuer af festspillenes vindere, og at der
på hans tid fandtes 2000 statuer der. Et så urimeligt tal af individuelle mindesmær^
ker kan ikke spredes over et begrænset område som den olympiske festplads, de ma
stilles i rækker som soldater. Men bortset fra ta llet så ligger dei i ordningsideen en