179 / 341
5 l 8
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
nye universitetsbibliotek. 1861 stod det færdigt - en pyntelig og livligt orna
menteret bygning med røde mursten midt imellem al den klassiske og halv
klassiske strenghed paa Frue Plads. Herholdt vilde - ligesom Bindesbøll — lade
det naturlige materiale træde frem uden behandling med puds og bruge mur
stenene til en rig ornamentik.
Ligesom man i tidens møbelkunst imiterede de historiske stilarter, saaledes
blev arkitekturen i København i den følgende tid et prøvekort paa ondt og godt
af alverdens stilarter. J. D. Herholdt og navnlig F e r d i n a n d M ø l d a h l
vilde give København prægtige og afvekslende bygninger; deres værker blev
for lange tider skelsættende - Herholdts nationalbankbygning, med stueetagen
i svære granitkvadre og mursten oventil i rundbuemotiver, viser den nye retning,
naar den var bedst. Men det blev unægtelig indledningen til den overfladiske
imitation i ydre ornamenter, der kom til at præge den nye bebyggelse, naar
den skulde spille fin, - al den uægte dekoration med mere eller mindre paa
klistrede middelaldertaarne, renæssance- og barokornamenter, der saa inderligt
stemmer overens med klunketiden overhovedet.
1843 fik C o n s t a n t i n H a n s e n overdraget udsmykningen af Un i
versitetets forhal; han gennemførte det sammen med dekorationsmaleren Hilker
paa en maade, som Eckersberg sikkert kunde føle sig glad ved - store, klassiske
motiver, hvor figurerne var stillet op, som var de statuer, malet i enkle, kraftige
farver. Den øvrige vægdekoration havde Hilker malet med Pompeji som for
billede. Her i Universitetet maatte vel den klassiske retning — om noget sted -
komme til sin ret. Men tidens ide var ved at blive en anden. M an overtog meget
af Eckersbergs malemaade, men emnerne var nye: et idyllisk naturmaleri, hvor
man efter Oehlenschlågers -eksempel søgte ud til den »hellige bøgeskov« med
det lyse løv og de graa kæmpehøjssten, som Lundbye og P. C . Skovgaard gjorde
det; man malede almuens liv paa landet - snarere end i byen, hvor der jo heller
ikke let lod sig lægge noget romantisk-idyllisk skær over den bitre nød. Det var
Dalsgaards, Sonnes, Vermehrens og Exners periode, kunstnerisk set unægtelig
mænd af højst forskellig kvalitet, men fælles om emnevalg og ideindhold, en
jævnt forstaaelig, folkelig kunst uden alle de klassisk allegoriske skikkelser, som
fortiden havde budt paa. Eckersbergs klare farver i hans fintmalede gade- og
marinebilleder tilfredsstillede ikke længere, og man krævede større motiver. Man
søgte tilbage i den danske historie - som Marstrand med sit store maleri af
Christian IV paa Kolberg Heide eller Carl Bloch med Christian II i fængsel, en
letfattelig og saare populær kunst, ligesom Frølichs tegninger af Nordeijs gude-
verden. Den vej gik ogsaa Constantin Hansen, da O rla Lehmann bestilte bil-