181 / 341
520
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
sens klassiske christiansborgfagade; ogsaa en god kontrast til den mindre popu
lære kongemagt, man havde faaet efter 1863.
Tidens førende skikkelser er blevet bevaret for eftertiden gennem en række
fortræffelige portrætbuster af H. V . Bissen og malerier af Constantin Hansen
og C. A . Jensen; en sober og redelig portrætkunst, der fortæller meget om, hvor
dan den tids mænd ønskede at præsentere sig. Derimod søgte malerkunsten for
holdsvis sjældent emner fra hovedstadens dagligliv. Her maa man helst ty til teg
ninger som Fritz Jiirgensens, hvor satirisk og tendensiøst end indholdet er; her
faar man i langt højere grad end gennem malerkunsten tidens milieu - et milieu,
som man, trods al tidsafstand, erkender som typisk københavnsk.
Et sted har Fritz Jurgensen tegnet en lille pige, der trods fortvivlet kamp
mod den truende ulykke bliver slæbt hen til klaveret ved moderens og spille
lærerindens forenede anstrengelser. Der var vel en del snobberi i denne tilegnelse
af damemæssige færdigheder; men taget som helhed viser København i tiden
omkring 1850 stor glæde for musik, ogsaa i retning af opera - københavnerne
var vildt optaget af de italienske operakunstnere, der efter i
842
optraadte paa
Hofteatret - og der var vældig tilstrømning og begejstring, da den unge svenske
sangerinde J e n n y L i n d optraadte i byen i 1843 og senere igen. I adskillige
velstaaende borgerhjem var musikken en kulturfaktor af stor værdi, og de unge
danske komponister - Gade, Hartmann, Henrik Rung - fandt stor paaskønnelse,
ikke mindst som sangkomponister. Det nationale traadte stærkt frem, ogsaa i de
store »nordiske« balletter af Bournonville, som Hartmann satte musik til. Gade
opgav paa grund af krigen i
848
en glimrende dirigentbane i Tyskland og blev
herhjemme som musikforeningens leder efter 1850; her fik det københavnske
musikpublikum for første gang lejlighed til at kende og høre klassisk symfoni
musik. Henrik Rung stiftede 1851 Cæciliaforeningen til fremførelse af gammel
italiensk musik.
Litteraturen skabte ikke noget skelsættende nyt i den forstand som maler
kunsten. M an overtog en stor tradition - endnu i i
84
o levede de store fra guld
aldertiden, men de fleste af dem havde deres bedste aar bag sig. Der var livlig
interesse for litteratur, selv om digterne klagede over, at de politiske forhold
slugte folks tanker. Da Mathilde Fibiger i 1850 præsenterede kvindens krav i
»Clara Raphaels Breve«, førte det til heftig litterær fejde. Men en slagkraftig
bevægelse for kvindens ligestilling førte det ikke til, og overhovedet var det ret
sjældent, at sociale og politiske problemer blev alvorligt drøftet i skønlitteraturen.
Teatret var og blev centrum for det københavnske aandsliv. Aarene efter
1840 blev J o h a n n e L u i s e H e i b e r g s store tid, og det Heibergske hus