175 / 341
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
næren bekende, at han havde talt sandere, end han selv troede«. Faktisk havde
Carstensen store vanskeligheder med selskabets bestyrelse lige fra første færd, —
selv om ledelsen viste en vis smaalighed, kunde det ikke nægtes, at Carstensen
manglede forstand paa penge — og i i
848
blev hans forbindelse med Tivoli
afbrudt. Han havde allerede da haft uheld med et hotelprojekt og med anlægget
af C a s i n o i 1845-47; det havde været hans mening at lave en art »Vinter-
Tivoli« i palæet i Amaliegade, men det slog ikke an, og Casino-Aktieselskabet
gik fallit. I efteraaret i
848
gik man over til at drive det som folkeligt teater med
populært program. Tivoli havde en del tilbagegang og vanskeligheder, men
hævdede sig trods alt. Efter Tivolis anlæg strømmede københavnerne mindre til
Dyrehavsbakken. Frederiksberg Have betød ogsaa forholdsvis mindre end før,
skønt man efter 1859 fik anlagt en zoologisk have bag slottet.
Carstensen gjorde endnu et stort forsøg paa at hævde sig som københavnsk
festarrangør med »Alhambra«, et stort anlæg i tyrkisk stil i Frederiksberg Alle.
Men Carstensen døde inden »Alhambra« aabnede i 1857,
°S
efter 12 aars om'
skifteiser blev foretagendet nedlagt. T ivoli havde staaet sig i konkurrencen, og
trods al kritik fra bladene arbejdede det sig ind i københavnernes bevidsthed
som det forlystelsessted, hvor alle kom.
Kirke og skole.
Mange saa med uvilje paa den vrimmel af glade forlystelser i København -
Tivoli som et sted, hvor folk morede sig mere, end de havde raad til, teatrene
ligeledes; pastor Vilhelm Munck, der i slutningen af 1860erne udgav et par
rystende skildringer af fattigfolks levevilkaar, klager over, at det er aldeles haab-
løst at faa de daarligt stillede til at tænke paa dagen i morgen; faar de nogle
penge mellem hænder, gaar de øjeblikkelig. Han havde spurgt en lille pige fra
et yderst fattigt hjem, som den private velgørenhed flere gange forgæves havde
forsøgt at hjælpe paa fode, om hun havde været i Casino - »Ja, mange gange«
kom det med en selvfølgelighed, der øjensynlig ogsaa har antydet, at den gode
præst efter den lilles mening var noget indskrænket.
Vistnok tør man fastslaa, at kirken i København kun i de færreste tilfælde
evnede at arbejde sig ind i arbejderklassens bevidsthed uanset det sociale ar
bejde, en mand som Munck ydede paa Christianshavn; derimod fandtes der
megen religiøsitet i middelstanden og vistnok ogsaa i de højeste lag. M ed al sin
ydre konservatisme var biskop M y n s t e r i høj grad i stand til at skabe et
kristent sindelag i de kredse, hvor han færdedes, og mange har sikkert fundet