25 / 341
364
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
ningen, at flaget dækker ladningen. D a Rusland paa det tidspunkt var Englands
erklærede modstander, maatte Danmarks tilslutning til forbundet betragtes som
en uvenlig handling, og man kunde fra engelsk side hævde, at den danske
regering herved brød den aftale, man just havde indgaaet med England.
Den engelske regering besluttede omgaaende at vende hele sin styrke mod
Danmark og med magt sprænge det indgaaede neutralitetsforbund. Regeringen
i København var klar over den fare, der nærmede sig, og man begyndte saa
smaat at ruste. De dansk-norske kyster blev sat i forsvarsstand, man opstillede
landeværn, og fæstningerne Kronborg og København blev forstærket. Ubegribe
lig nok afviste man et svensk forslag om at styrke forsvaret af Helsingborg og
herved vanskeliggøre en fjendtlig flaades indsejling i Øresund.
I marts 1801 stævnede en stor engelsk flaade under overkommando af sir
Hyde Parker og med lord Nelson som næstkommanderende ind i de dansk
norske farvande. M an tog straks kursen mod Øresund, og ved at holde tæt ind
mod svenskekysten passerede man lykkeligt Kronborg. M aalet var København,
og af hovedstadsbefolkningens holdning afhang rigets nærmeste skæbne.
Den truende krigsfare udløste en stærk national begejstring. I enighed sam
lede man sig omkring Kronprinsens person. Alle befolkningslag ønskede at gøre
en indsats, og villigt lod man sig indrullere i forskellige frivillige korps. Hoved
stødet maatte naturligvis tages af flaadens faste dansk-norske mandskab, og til
deres assistance udskrev man i en fart københavnske haandværkssvende og
tyende. Studenterne meldte sig til »Kronprinsens Livjægerkorps«.
Mod angreb fra søsiden var København sikret dels ved Kastellet dels ved
kanonerne paa det fremskudte søfort Trekroner. Desuden anbragte man en del
skibe i farvandet mellem disse to faste punkter. Det var dog ikke nordfra, at
faren truede. Ingen fjendtlig flaade vilde vove at sejle ind imellem de to faste
punkter Trekroner og Kastellet. Skulde byen overmandes fra søsiden, maatte
det ske fra øst, hvor forsvaret var mindre stærkt.
Paa denne front fandtes ingen større befæstninger. Trekroner kunde anven
des som fløjfort imod nord, men til støtte maatte der udlægges en række skibe
i farvandet mod syd. D a man ikke havde faaet tiltaklet hele flaaden, maatte
man anvende, hvad man havde forhaanden. Derfor udlagde man en række blok
skibe, flydende batterier, pramme o. lign., naar blot de var istand til at bære en
kanon. Disse skibe, der laa forankret, blev bemandet med ialt 630 kanoner og
godt 5000 mand. Ledelsen havde kommandør O lfert Fischer om bord paa
blokskibet Dannebrog. Blandt de undergivne maa nævnes kaptajn C. F. Lassen
paa blokskibet Prøvestenen og den 18-aarige sekondløjtnant Peter Willemoes