30 / 341
K L A S S I C I SME N S B Y
369
udrustede og krigsduelige mænd under ledelse af dygtige officerer, blandt hvilke
maa nævnes den senere sejrherre ved Waterloo, lord Wellington. Hele denne
styrke blev efterhaanden bragt i land, og imod den kunde der kun indsættes
daarligt bevæbnede landeværnstropper. De regulære militære styrker opgik til
ca. 5500 mand under ledelse af gamle, pligtopfyldende officerer, der aldrig havde
deltaget i et virkeligt felttog, og som kun kendte militærlivet fra manøvrer og
eksercerpladser. Intet kunde derfor hindre den planmæssige engelske frem
rykning og hovedstadens totale indeslutning.
T il Københavns kommandant udnævntes den mere end 70-aarige tyskfødte
ingeniørofficer Ernst Peymann. Denne officer havde en lang og pligtopfyldende
karriere bag sig som fortifikationsofficer, og han havde desuden beklædt vigtige
militære administrative embeder. Han var kendt og agtet i vide kredse og havde
indlagt sig fortjeneste ved sit arbejde for at forbedre det københavnske brand
væsen. Han havde dog aldrig haft nogen egentlig militær kommando og havde
faktisk heller aldrig været rigtig soldat. T il denne gamle hædersmand, der trods
sin alder var rask og rørig, betroede man Københavns forsvar i denne vanske
lige time, og saa hastigt skete udnævnelsen, at man ikke fik tid til at fastlægge
rammerne for hans beføjelser. Sandsynligvis kunde ingen - selv ikke den dyg
tigste officer - have klaret den vanskelige situation, men det gjorde ingenlunde
sagen bedre, at Peymann tvivlede om sine evner til at løse den ham stillede
opgave. Han manglede ligeledes den beslutsomhed og haardhed, som maa findes
hos en indesluttet fæstnings kommandant.
Den almindelige stemning i hovedstaden var god og fortrøstningsfuld, og
villigt meldte byens ungdom sig til de forskellige frivillige korps, der oprettedes.
Inden for ledelsen var man mindre fortrøstningsfuld, og saa godt det var gørligt,
forsøgte man at forberede sig paa det uundgaaelige. Et bombardement af byen
maatte ventes, og det frivillige mandskab maatte instrueres til samarbejde med
brandvæsenet. Dette var i 1799 og i 1805 blevet reorganiseret og udvidet, saa-
ledes at det skulde kunne imødegaa en virkelig katastrofe. Alle pumper var blevet
gjort istand, og der var anskaffet nye sprøjter og sprøjtepramme. A lle husejere
fik ordre til at blive i deres ejendomme, saaledes at man kunde kvæle de mange
smaabrande i fødselen. Vandbeholdninger blev bragt omkring i de forskellige
kvarterer, og det forhaandenværende brandmateriel fordelt paa byens forskel
lige pladser.
For at hindre englændernes opmarch afbrændtes forstæderne, og der fore
toges fra tid til anden mindre udfald fra fæstningen. Disse blev dog udført
uden større kraft og havde kun ringe betydning. Mest berømt blev livjægernes