27 / 341
366
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
Den vigtigste bestemmelse var, at Danmark udtraadte af neutralitetsforbundet.
D a Rusland og England efter Czar Pauls død paany kom paa talefod med hin
anden og indgik en konvention, der i det væsentlige betød en opgivelse af de
neutrale staters krav om uhindret sejlads, kom Danmark ligeledes til at under
tegne denne overenskomst. For et lille land som Danmark stod ingen anden
udvej aaben, navnlig da det blev svigtet af sin store allierede Rusland, men
udgangen af konflikten med England var for saa vidt lykkelig, da England
ikke stillede yderligere krav. Der oprandt derefter paany en række lykkelige aar
for hovedstaden, hvor genopbygningsarbejdet kunde fortsættes og næringslivet
blomstre.
Slaget paa Rheden var - dets rigshistoriske betydning ufortalt - først og
fremmest en københavnerbegivenhed. Det var byens egne sønner, der i stort
tal havde meldt sig som frivillige om bord paa blokskibene, og inde paa land
fulgte en tusindtallig skare slagets gang trods røgen fra skibene, der drev ind
over byen. Mellem tilskuerne var ogsaa den unge Adam Oehlenschlager, der
den dag fik sin digteriske indvielse. Paaskesøndag fulgte hele byen de faldne
til graven paa Holmens K irkegaard eller Skibskirkegaarden, som den dengang
hed. Kisterne blev ført gennem byens hovedgader og ud af Nørreport til kirke-
gaarden. V ed bidrag fra hele landet rejstes siden paa graven et mindesmærke
bestaaende af en sandstensobelisk med indskrift og medailloner af Johs. Wiede-
welt. Omkring den opkastede gravhøj sattes desuden i en halvkreds kampesten
med indhuggede navne paa de skibe, der havde deltaget i slaget, og navnene
paa de faldne officerer.
Slaget paa Rheden var kun en episode i hovedstadens liv, og snart gik det
daglige liv paany i sin sædvanlige gænge. Men mindet om den straalende kamp
udslettedes ikke, og i de kommende aars danske nationallitteratur tonede umis
kendeligt ekkoet fra Kongedybets kanoner.
Bombardementet i 180J og dets følger.
Medens livet i København i de følgende aar gik sin jævne gang, kæmpede
de europæiske stormagter videre i skiftende forbund om herredømmet i Europa.
Under denne gigantiske kamp lykkedes det foreløbig den dansk-norske regering
at holde sin neutrale kurs. Som aarene gik, blev denne politik mere og mere
vanskelig. Faren øgedes, da krigsskuepladsen rykkede nærmere. D a Napoleon
ved felttoget i 1806 havde slaaet Preussen til jorden og tvunget Czar Aleksander
til forbund, oprandt det dansk-norske monarkis skæbnetime. V ed kejsermødet i