119 / 172
108
At kampen mellem
Herholdt
og
Saxtorph
havde
vakt stor opmærksomhed mellem lægerne i byen, kan
man se af et brev fra stadsfysikus
Mangor
til hans
søn, der som skibskirurg var i Vestindien. Den gamle
Mangor
skrev bl. a. 4’ september 1798, a t de to træk
kes om, hvem der skal blive professor ved universi
tetet. »Faderen arbejder naturligvis meget for
Syl
vester.«21)
Foreløbig blev der ikke noget af, at
Herholdt
fik
professortitlen,
og
Fenger
opnaaede den aldrig, maa-
ske fordi han døde tidligt. Denne
Fenger
hed
Andreas
til fornavn, han var født 1764, var blevet student 1782
havde ligesom
Herholdt
taget examen ved theatrum
anatomico-chirurgicum 1785, var derefter kandidat
ved Frederiks hospital 1785—1786, tog examen ved
akademiet 1787, blev reservekirurg ved Frederiks
hospital 1786—1788, hvorefter han blev regiments
kirurg. Han var meget dygtig og var blandt dem, som
man tænkte paa at ansæ tte som ad junk t ved kirurgisk
akademi21). Han døde allerede 1806.
Naar
Bang
synes temmelig tilbageholdende i sin
lykønskning, ligger det vist i, at han stod paa en ret
daarlig fod med
Mathias Saxtorph.
Som overlæge paa
Frederiks hospital var det ham naturligvis meget ube
hageligt at have den ældre
Saxtorph
som reserveme-
dicus, for i praxis vilde det naturligvis sige, a t han
ingen reservemedicus havde. Han forsøgte derfor me
get energisk at blive af med
Saxtorph,
men denne vilde
ikke vige, formentlig af hensyn til den bolig han som
reservemedicus havde paa hospitalet. Det førte til me
get skarpe skrivelser, men derom maa jeg henvise til
Emm erik Ingerslevs
store værk om
Mathias Sax
torph28). Bang
kunde dog næppe have noget imod, at