138 / 172
127
have gransket selv de ubetydeligste sk rifte r i den dan
ske literatur.
Ser man saa paa
Heuermanns
bøger, der altsaa er
forelæsninger holdte ved Københavns universitet, saa
finder man deri ikke alene en meget udførlig redegø
relse for tidligere forskeres meninger om de enkelte
spørgsmaal, men man finder en saadan rigdom af selv
stændige meninger og iagttagelser, som man sjældent
finder hos nogen forfatter. Jeg kan ikke noksom an
befale — som jeg uden synderligt held h a r g jort i 46
aar — at slaa efter hos
Heuermann,
naa r man vil vide
noget om tidens opfattelse af et eller andet spørgs
maal — man vil sjæ ldent lede forgæves. E fter en ana
tomisk redegørelse om taler han først tidligere fo rfat
tere, derpaa k ritiserer han disse og kommer sluttelig
med sine egne meninger, som ikke alene er bygget paa
spekulationer men begrundede ved talrige undersøgel
ser og experimenter bl. a. talrige vivisektioner. Selv
følgelig har han ikke altid ret, og hans meninger h a r
ikke altid kunnet staa for eftertidens dom, men han
er original og mærkelig fordomsfri.
Ja, fordomsfri var han, for sygdomme, som den
gang hørte ind under de omrejsende operatørers om-
raade, og som ikke engang kirurgerne gav sig af med,
omtaler han vidtløftigt. Dette gælder saaledes tand
sygdomme, øjensygdomme og hertil hø rer formentlig
ogsaa øresygdomme. I fysiologien ha r han ikke saa
lidt om tænderne og deres betydning for talen og for
døjelsen, og i sin k irurgi h a r han et afsn it om tand
operationer. For øresygdommenes vedkommende gæl
der det samme, ialt h a r han over halvandet hundrede
sider derom, men mest udførligt behandler han øjet
og dets sygdomme, c. 500 sider. Det er naturligvis ikke