144 / 172
133
man satte mest pris paa ved universitetet dengang.
Han kunde som Erasmus Montanus tum le med sofi
sterier, og han kunde h indre at en betydelig viden
skabsmand knyttedes til universitetet. Han gjorde det
saa godt, at rector magnificus kunde skrive: »Gud
forlade dem, som fører os unge doctores i landet, der
ikke her kunde blive studenter engang!« Han blev
doctor medicinæ 1755 og netop et aar efter søgte han
om at blive professor designatus. Megen uddannelse
kan han ikke have haft, men faku ltetet tog meget
venligt mod hans ansøgning, som blev anbefalet varm t.
Næppe var denne ansøgning expederet, saa kom der
ansøgning om det samme fra den anden student, der
havde været med til a t bekæmpe
Oeder,
nemlig
Jen-
senius,
og ogsaa ham anbefalede man, men
Rottbøll
var kommet fø rst — og han blev det.
Da
Rottbøll
havde faaet sin bestalling 1756, h a r
han formodentlig fundet, at det var paa tiden at stu
dere noget mere, og han begav sig saa paa rejse først
til Sverig til
Linné,
som ganske natu rlig t var rejsens
første maal for alle danske paa den tid. Det lykkedes
ham at faa et legat, og da han havde faaet det med
forpligtelse til at rejse i 4 aar, søgte han omgaaende
kongen om at faa lov til at nøjes med at rejse i 2 aar,
men at faa legatsummen for alle 4 aar. Trods mod
stand i konsistorium fik han rejsetiden nedsat til
3 aar.
Da han kom hjem , synes han at have været flittig
som assistent for og v ikar for professorerne, men man
faar det ind tryk , at han snart fulgte i sine forgænge
res spor og ikke overanstrængte sig. Hans svage hel
bred gjorde langvarige rejser nødvendige — og han
maatte da ogsaa have vikar. Bortset fra en afhandling