161 / 172
150
berettiget at sige, at medens den første halvdel af
1 8
’
aarhundrede var en meget svag periode i medicinsk
fakultets historie, var sidste halvdel af aarhundredet
en opblomstringstid, der næppe staar meget tilbage for
1 7
’ aarhundredes sidste halvdel, fakultetets guldalder,
Bartholinernes glanstid.
Thomas Bartholin
opdagede sammen med
Michael
Lyser
lymfekarrene — i alt fald beskrev han dem
først __, og
Ole Worm
fik sin store betydning ved
sine prægtige samlinger og ved arkæologiske studier,
men som mediciner præsterede han næppe noget sær
ligt fremragende, og det samme gælder vel kemikeren
Ole Borch.
Naar man priser Bartholinernes tidsalder,
regner man ganske naturligt
Steno
med. Han var
dansk, og han var vel den største af alle danske medi
cinske videnskabsmænd, men han var kun to aar her
i landet, og han var ikke professor ved universitetet.
Han var anatomicus regius — men han har sikkert
arbejdet og undervist paa universitetets anatomikam
mer, og han har skrevet en del i
Bartholins
Acta
medica et philosophica. Vi har derfor en lille del i
Steno,
som ikke behandledes for godt her i landet.
Endelig er man tilbøjelig til at regne
W inslow
med,
fordi han er født dansk, men hele hans virksomhed
ligger udenfor Danmark, væsentligst i Frankrig.
Finder vi, at en del af de værker, som i
1 8
’ aar
hundrede pristes som udmærkede, langt fra kan be
vare deres ry nu, gælder det samme i endnu højere
grad det meste af det
Thomas Bartholin
— udenfor
det rent anatomiske — selv skrev eller offentliggjorde,
men det, det kommer an paa, er samtidens dom, og
den var for begge perioder udmærket!
Spørger man saa, hvori det kan ligge, at perioden