38 / 463
2 9
varende, det andet i en saare skøn Forbindelse. Advarende
lyder det i 1 Kor. 13, 1, naar P a n l u s siger: „Talede jeg
med Menneskers og Engles Tunger, men havde ikke Kær
lighed, da var jeg et lydende Malm eller en klingende
Bjælde“, — og dejligt varsler Profeten S ak a r i a s (14, 20),
at paa den Dag, da Jerusalem som den sande hellige Stad
skal drage alle Hedningefolk tilbedende til sig, „paa den
Dag skal der staa paa Hestenes Bjælder: helliget Herren“ —
saa vel som paa hver Gryde i Staden.
Og da Interessen nu var vakt for dette Spørgsmaal,
søgte jeg efter, hvornaar vi da møder Klokkeklangen fra
Guds Husene og fandt, at medens man i den første kristne
Tid sammenkaldte Folk ved at blæse i Trompeter eller ved
at slaa med Køller paa Træ- eller Metalplader, begyndte
man først i d e t 6 te A a r h u n d r e d e efter Kristus at bruge
Klokker, til hvilke man da byggede Taame ved Kirkerne.
Siden hen kom K i r k e k l o k k e r n e snart til at spille
en stor Rolle i Folkebevidstheden. Utallige Sagn knytter
sig til dem. De snilrigeste Kunstnere ansaa det for en Ære
at maatte støbe de hellige Klokker. Og mangt et kostbart
og viet Guld- eller Sølvsmykke, Kæder og Ringe, blev under
Bøn gydt i den ædle Malm som en hellig Indvielse af
Klokken.
Og som Klokkerne blev Genstand for Æ r e f r y g t og
K æ r l i g h e d fra Lysets Børn med de rene Sind, saaledes
blev de ogsaa tidlig opfattede som e t Væ r n m o d a l l e
M ø r k e t s M a g t e r og u r e n e A a n d e r . For Kirkeklokke
klangen flyede Djævelen og hans Hærskare, og naar dens
Toner klang fra By til By med de tre Gange tre Bedeslag,
ringede den Tro, Fortrøstning og Fred ind i Hjerterne.
Endnu h e l t op i v o r T i d sporer man disse gamle
Opfattelsers Eftervirkninger. Nylig, da alle Klokkerne rin
gede over vor hensovede gamle Konge, kunde man i her
værende Blade læse Suk over denne idelige Ringning, og
det var, vel at mærke, ikke Lyden selv, der generede, men
Lydens Art, de manende Alvorstanker, Klokkeklangen uvil-
kaarlig fremkaldte, og hvorunder Mørkets Aander ligesom
vred og vaandede sig — saaledes som en af vore Dages
mest jberømte Bøger, P o n t o p p i d a n s „Lykke-Per“ da
ogsaa skildrer levende, hvorledes Per h a d e r denne Klang,
som bestandig og alle Vegne møder, og i hans Indbildning
forfølger og hidser ham. Man fristes til at citere D r a d i
en a n n : „min Herre, der hænder i Verden de aller sælsomste
Ting!“
Men findes der saaledes end ikke i Bibelen nogen Tekst
om Klokker, saa kan man dog nok finde et andet Billede,