KøbenhavnsKirkesag

du hører jo da saadan udvortes med til Menigheden, —

hænger du dér som en død og stum Klokke, uden Knebel,

uden Lyd? Ak, i saa mange Klokker blev Knebelen stjaalet

væk af frække Mørkets Aander — derfor er de stumme,

eller de er sprukne og giver en falsk Tone.

Kære, har du været i Mesterens Haand? Har du haft

Pinse i dit Liv? Kom Gud Helligaand over dig som et

susende Vejr, der fejede al Vantroens Mug og Støv af dig?

Kom han som en fængende Ild, der fik dit Hjerte til at

gløde, saa du brændte efter at fortælle om Jesus, om hans

Naade, om din Lykke? Fik du Knebelen i Klokken som

den Mand, der første Gang jublede og kimede s i n Lykke

ud i de Or d : „om levende blev hvert Træ i Skov, og var

saa hvert Blad en Tunge, de mægted dog ej Guds Naades

Lov med værdelig Røst udsjunge!“

O, maatte det ske med Fredens Menighedssamfund —

ja med hver Sjæl i denne Kirke i Dag! — En Pinse over

Menigheden, saa de glødende Tungers Røst kunde høres

videre ud og dybere ind end de Malmtunger, som i Dag

har faaet Røst og Mæle i Kirkens Taarn!

Vil du, kære Sjæl, være med i dette? Vil du bede

Gud om at udgyde sin Aand over denne Menighed? Dog,

dette sker kun, hvis d u er villig til s e l v at lade dig fylde

af Helligaanden, — maa han faa Lov at komme ind og

lyse op og rense ud i dit Hjerte — i alle dets lønlige Kroge ?

O, da blev det en Indvielse, som skulde ikke blot høres,

men m æ r k e s ved Guds Aands vældige Kraft over det

ganske Sogn, ja, i hele vor By!

Tænk, om du fik det saadan, at det blev en aandelig

Trang i dit Hjerte, det, som du saa tit har sunget: ,,0,

om jeg havde t u s i n d T u n g e r og alle Toners hedste Klang“ ,

— nu kan du saa ofte nøjes med den ene, du har, og den

er endda tit stum med de Toner!

Men læg Mærke til, at der s ta a r : „der viste sig for dem

Tunger som af Ild, som fordelte sig og s a t t e s i g p a a e n

h v e r a f d e m “, — enhver! Altsaa ligger denne Naade

ogsaa til dig. B ed om den! T ag den af Naade! G r i b

den i Tro! Og b r u g den til din Frelsers Ære!

Saa faar én den ene Tone, en anden den anden. Ak

kurat som de to Klokker, der hænger her i Taamet. De

er ikke ens — hver har sin Tone. Og dog klinger de smukt

og harmonisk sammen. En har den lyse, frejdige Tros

frimodige Klang, en anden har de hellige Formaningers

alvorsfulde Tone. En har Haabets klare, skingre Tone, en

anden Kærlighedens smeltende Klang. Hver bruge sin Tone

til Guds Ære!

Saa faar Herren, vor Gud i det høje, sit Klokkespil,