37 / 463
2 8
Det e r det, den lille Klokke med den hurtige Gang uaf
brudt skal gentage: skynd dig! skynd dig! „Klokken slaar,
Tiden gaar, Evigheden forestaar“ .
Saa give Gud da i sin Naade, at denne Indvielsesfest
i Dag af Taarn og Klokke maa ske ikke blot under Menig
hedens Taksigelse, rnén ogsaa under Menighedens inderlige
Bøn om, at saa længe dette Kirkehus skal faa Lov at være
aandeligt Hjemsted for en Menighed, at da Forkyndelsens
Toner bestandig maa være i fuld Harmoni med Klokkernes
Toner deroppe fra Taamet, saa hvert Menneske i Fredens
Sogn, der vil høre, ogsaa maa kunne faa at høre baade det
store’ Bud: Alting er rede, kom til Bryllup! og det hastige
Bud: Løber til ham hen, Jesus han e r Synd’res Ven! —
og at da mange, rigtig mange maa følge Kaldet til deres
egen evige Sjælegavn. — Det e r med det for Øje, at vi
indvier dette Kirketaam i den treenige Guds Navn, i Fade
rens, Sønnens og Hellig Aandens Navn. Amen.
Pastor Fibigers Tale.
Den Gang, Dronning D a g m a r var ved at dø, sagde hun
jo bl. a. ifølge den gamle Folkevise, at de maatte ikke sinke
hende; thi „ H i mm e r i g e s K l o k k e r de ringe efter mig .
Og den samme Tanke om Klokkerne i Himlen finder vi jo
udtalt i en kendt og yndet Sang af engelsk Oprindelse fra
vore Dage: „ K i m e r H i m m e l k l o k k e r , der er Fryd i Dag;
thi en Sjæl kom hjem fra Sult og Nød“ .
Saa smuk nu end denne poetiske Tanke er om disse
Himmelklokker, der snart kimer den frelste Synder vel
kommen ind i Guds Rige, snart ringer den verdenstrætte
Sjæl hjem, ligesom Klokkeklangen fra den stille Landsby,
der leder den vejfarende Sjæl ud gennem den vildsomme
Skov, saa maa det dog siges, a t b i b e l s k e r d e n i kke .
Da G e t h s em a n e k i r k e n s K l o k k e t a a r n i 1900
skulde indvies, spurgte den daværende Præst, Pastor Th.
I. P e t e r s e n , mig, om jeg kunde give ham en god Tekst
ud fra Bibelen om nogle Klokker. Og vi ledte og ledte,
men kunde intet Steds finde noget om Klokker. Det eneste
Sted, jeg mindedes at have læst noget i den Retning, var
i 2 Mos.. 39, hvor Ypperstepræstens hellige Klæder beskrives.
Dér staar, at forneden paa hans Kjortel blev der hængt
skiftevis Granatæbler af tvundet Arbejde og B j æ l d e r af
Gu l d . Disse snlaa Klokker eller Bjælder maa altsaa have
frembragt en sagte klingende Lyd, naar Ypperstepræsten
bevægede sig, og, saa vidt jeg mindes, brugte Præsten denne
Tanke i sin Tale.
Ud over dette findes, mig bekendt, Ordet Klokker eller
Bjælder kun ¡omtalt to Steder i Bibelen —- det ene i en ad