39 / 329
— 35 —
det frivillige Fattigvæsens Anmodninger til det offentlige imødekom
mes med den samme Tillid, hvormed de blive fremsatte. Det offentlige
og det frivillige Fattigvæsen skulle ikke have nogen Hemmelighed for
hinanden; de maa betrag te hinanden som Virksomheder, der ikke
kunne undvære hinanden, uden at hver af dem vil savne sin naturlige
Begrændsning og sit naturlige Supplement. Den offentlige og den pri
vate Fattigforsørgelse bør altsaa underholde en stadig gjensidig Fo r
bindelse.
Her møder imidlertid den Vanskelighed, at der endnu ikke bestaar
noget frivilligt Fattigvæsen i Kjøbenhavn. Der ydes af P rivate en
overordentlig stor Sum mellem Aar og Dag til de Trængende, dels
under Form af tilfældig Almisse, dels gjennem Legater og andre Stif
telser, dels endelig ved Understøttelsesforeninger af forskjellig Art.
Alt dette er Momenter af et frivilligt Fattigvæsen, men heller ikke
mere. De mange Kræfter, der i saa Henseende ere virksomme, arbejde
aldeles uafhængigt af hverandre og uden gjensidig Kontrol, saaledes at
den ene velgjørende Institution ikke veed, hvad den anden gjør. Som
Følge heraf kunne Gaverne trods al Omhu fra den enkelte Bestyrelses
Side umuligt blive uddelte retfærdigt, og det hænder kun altfor ofte, at
den Fattigere bliver skudt tilside for den mindre Trængende, og at
Mangfoldige, der burde understøttes, ikke kunne opnaae nogen Hjælp og
derfor maa ty til det offentlige Fattigvæsen, medens Andre leve ret
bekvemt af Velgjørenheden. Der behøves altsaa først og fremmest en
Organisation af den private Velgjørenhed, en Haand, som kan ordne
og samle de spredte Kræfter, . . . et Fællesorgan for det frivillige
Fattigvæsen. . . . Kun en Autoritet som den her omtalte, hvorved en
loyal Samvirken til det fælles Maal mellem det frivillige Fattigvæsens
mangfoldige Forgreninger tilvejebringes, kan optræde som sideordnet
med den offentlige Fattigbestyrelse, og kun med en saadan kan denne
stadigt samvirke. En uafbrudt direkte Forbindelse mellem det offent
lige Fattigvæsen og de enkelte private Velgjørenhedsindretninger er
nemlig en Umulighed, dels paa Qrund af disses meget betydelige An
tal, dels fordi den private Velgjørenhed ikke kan yde det offentlige F a t
tigvæsen den fornødne Garanti for en hensigtsmæssig Anvendelse af
sine Midler, saalænge den savner ethvert Spor af Organisation. . . .
3*