BegravelsesskirkkeOgKirkegaardsforholdÆldreTid

BEGRAVELSESSKIKKE OG REGERINGSFORANSTALTNINGER

er saa meget mere urimelig, som de forordnede Ligbærere ofte har

betjent baade Ministre og andre fornemme Godtfolk, og man aldrig

har fornummet nogen Klage over dem. Han har ogsaa ofte ladet Stu

denterne advare, men »synes det dog ligesom saadant for en Latter

optages«. Intet Under, at han er vred paa Studenterne og kun har

ondt at sige om dem: »Thi, om Gud forbyde, at nogen smitsom Syg

dom udi Menigheden kunde tildrages, som hastig Dødsfald kunde

foraarsage, hvor var da Studenterne? Da skulde vel enhver vide at

søge sin Magelighed, men de anordnede Ligbærere var dog forplig

tede til i saa Maader at betjene Staden«.1) —Denne Spaadom af den

vrede Mand blev dog fuldstændig gjort til Skamme af Begivenhederne

en Snes Aar senere.

Ogsaa Laugene bortbar undertiden andre end deres egne Medlem

mer, og særlig Kræmmerlauget havde i tidligere Tid gjort sig en Ind

tægt derved. Lauget forsøgte at vedblive hermed ogsaa efter 1682 ;

men Ligbærerne var paa deres Post, og Øvrigheden var altid villig

til at haandhæve deres Rettigheder. I 1702 blev saaledes en Kommis

sion nedsat til at dømme mellem dem og Kræmmerlauget,2) og efter

Pestaaret 1711 hørte denne Ligbæring uden for Lauget op.

Det nye Ligbærerkorps var saaledes ivrigt nok til at vaage over sit

Privilegium; derimod var det knapt saa ivrigt til at opfylde sine Plig

ter. Ret hurtigt blev Korpset stillet over for det i hine Tider saa van

skelige Spørgsmaal om, hvem der skulde bortbære de saakaldte uær

lige Lig. Jokum Skarpretter var død i 1683, og Magistraten havde

beordret de ny ansatte Ligbærere til at bortbære hans Lig. De næg

tede alle, og Magistraten traadte da kraftigt op og fratog dem deres

Bevilling. Men denne Sag endte med Nederlag for Magistraten. Folke-

meningen stod paa Ligbærernes Side, og i Januar 1684 maatte Magi

straten antage dem alle igen og nøjes med at diktere dem en lille

Mulkt for deres Ulydighed.3)

Dette Ligbærerkorps bestod kun i knap 30 Aar. Da det for Alvor

blev stillet paa Prøve under Pesten i 1711 og straks svigtede sin Op

gave, blev det uden Tøven afskaffet og en ny Ordning, som derpaa i

det væsentlige bestod i halvandet Hundrede Aar, blev indført.

Pestagtige Epidemier havde mange Gange hjemsøgt Hovedstaden,

og hver Gang havde de ogsaa sat deres Spor i Forordningerne om Be

gravelsesvæsenet. Ved saadanne Lejligheder maatte det sædvanlige

Ceremoniel sættes til Side, og de strengere Bestemmelser i hvert fa ld

for en Tid overholdes. Der var Pest i Byen i 1578, da Magistraten ud

gav Bestemmelsen om, at intet Lig maatte staa over Jorden længer

end een Nat. 1 1592 hjemsøgtes København atter, af en Pestsyge, »som

Gud Almægtigste for vore mangfoldige Synder og Ondskabs Skyld