BegravelsesskirkkeOgKirkegaardsforholdÆldreTid

BEGRAVELSESSKIKKE OG REGERINGSFORANSTALTNINGER

ger kun to tilbage. Baadsmænd og Soldater blev lejede til Ligbæring

for en Betaling af 10 Rdlr. maanedlig. Til Fattigfolks Lig skulde gra

tis leveres af Statens Magasiner en uhøvlet Kiste eller ogsaa Brædder

og Søm til Kistens Forfærdigelse, da det var vanskeligt at faa det for

nødne Antal Kister færdige. I Nødsfald kunde ogsaa Ligene nedlæg

ges uden Kiste, blot i et Lagen eller andet Klæde.

Befolkningens tankeløse Vedhængen ved alt, hvad der nu engang

var Skik og Brug, viste sig under Pestepidemien i det grelleste Lys.

Man vedblev at begrave de døde inde i Kirkerne, skønt Stanken dér

var saa ulidelig, at man maatte hensætte Jerngryder med Tjære, hvori

der kastedes gloende Kugler, for at gøre Opholdet i Kirken udholde

ligt. Og man vedblev at køre med Karosser i Optog efter de af Pesten

døde Lig, indtil Militæret fik Ordre til i saa Tilfælde at sønderskære

Seletøjet og arreslere Bedemændene. Derimod kæmpede Begeringen

en haard Kamp for at faa selve Kisten og Liget transporteret til de

udenbys Begravelsespladser paa Vogn. De faa Ligvogne, som fandtes,

forslog jo ingenting, og Befolkningen modsatte sig, at den døde blev

kørt bort p,aa en Rustvogn eller en almindelig Arbejdsvogn. Men Re

geringen stod fast. Det blev paabudt, at alle Lig til de udenbys Kirke-

gaarde skulde udføres gennem Østerport, og Vagten her fik Befaling

til kun at lade dem passere, naar de førtes paa Vogn.1)

I omtrent et Aar havde Pesten raset, da der endelig d. 9. Juli 1712

kunde udgaa Bekendtgørelse om, at alle de overordentlige Foranstalt

ninger igen var ophævede, og at de sædvanlige Begravelsesceremo

nier paany kunde udføres. Der var da død 23.000 Mennesker i Kø

benhavn af Pest, over en Trediedel af Befolkningen.2)

Blandt dem, der bukkede under for Pesten, var Københavns nye

Ligbærerlaug.

Straks i Juli Maaned 1711, da Farsoten tog fat, nægtede Lauget at

befatte sig med Bortbæringen af Pestligene. Regeringens Svar paa

denne Strejke kom prompte og skarpt: Privilegiet blev Lauget fra

taget. Men det gjaldt jo nu om i en Hast at skaffe andre i Stedet, og

efter Forslag af Biskop Christen Worm henvendte Sundhedskommis

sionen sig til Studenterne med Anmodning om at stille 12 Mand til

Hjælp til Ligbæring. Og Studenterne var straks villige til at paatage

sig det farlige Arbejde. Dog forlangte de saa til Gengæld at faa over

draget det ophævede Ligbærerlaugs Privilegium for Fremtiden, og

en Kontrakt herom blev oprettet mellem dem og Sundhedskommis

sionen i 1711. Aaret efter blev denne Kontrakt stadfæstet af Kongen

ved et Reskript af 4. Maj 1712, hvori det hedder, at i Henseende til

den Redebonhed og Tjeneste, som Studenterne viste med Ligbæren,

dengang den smitsomme Sygdom grasserede, og da de privilegerede