BegravelsesskirkkeOgKirkegaardsforholdÆldreTid

BEGRAVELSESSKIKKE OG REGERINGSFORANSTALTNINGER

Penge, men kun hjælpe hverandre til en sømmelig Begravelse uden

for store Udgifter. —En Række andre Begravelsesselskaber, som stif

tedes i 18. Aarh., tog ikke Sigte paa personlig Ligbæring, men støttede

kun Medlemmerne ved Pengebidrag.

Studenterne betragtede dog baade disse Selskabers Virksomhed og

Laugenes Ligbæring som Indgreb i deres Privilegium. Professorerne

støttede dem i deres Klager herover, og i 1747 opnaaede de, at Lau-

gene og Ligsocieteterne i Forening maatte betale 300 Rdlr. aarlig til

Studenterne for at laa Lov at fortsætte deres Virksomhed.

Hverken Laugene eller Studenterne vilde bortbære Lig af Selvmor

dere eller af henrettede Forbrydere, og dette Etikette-Spørgsmaal

voldte bestandig Øvrigheden megen Besvær. Lettest gik det med de De

linkventer, der henrettedes med Økse; de maatte aldeles ikke komme

i Kirkegaarden, men skulde af Natmanden nedgraves paa Retterstedet

eller under Galgen. Men de, der henrettedes med Sværd, kunde lige

som Selvmordere komme i kristen Jord, naar blot nogen vilde bære

dem derud. I 1741 maatte Magistraten imidlertid indberette, at det

faldt den aldeles umuligt at formaa nogen hertil, »saasom Folk gøre

sig de Tanker, at det skulde være deres Lempe nærgaaende, og at

deres Børn efter dem skulde blive deslige Ting forekastede og bebrej

dede og derover ikke skulde kunne antages til Lære i Laugene eller i

Tjeneste hos andre, hvilken Skrupel Magistraten ikke med alle dens

derudinden brugte Demonstrationer skal have kunnet faa udryddet«.

—Regeringen bestemte derfor nu, at Ligbæringen i saadanne Tilfælde

skulde udføres af

eller 12 af de saakaldte ærlige Fanger i Køben

havns Fæstning eller i Citadellet. Fangerne skulde derfor have en

Betaling af 16 å 24 Sk. hver efter Vejens Længde, og denne Betaling

skulde Magistraten udrede.

Det er en broget Række af skiftende Begravelsesskikke, vi i det

foregaaende har fulgt: vi har set den døde blive ført til sit Lejersted i

pompøse Optog, og vi har set ham blive slæbt derhen »som et andet

Bæst«; hans Kiste har staaet til Beskuelse i Uger og Maaneder, eller

han er bleven sænket i Jorden, naar Legemet knapt var blevet koldt;

Begravelser ved Dagens Lys har vekslet med Begravelser ved Faklers

natlige Skin, pragtfulde Sarkofager med simple Vidiekister, Pladsen

under Kirkens Hvælvinger med Pesttidernes Rakkerkuler.

Men det er jo ogsaa adskillige Aarhundreder, vi har gennemvan-

dret, og der er foreløbig ingen Udsigt til, at Moder og Skikke paa dette

Omraade vil høre op med at veksle. Kvinderne har nu atter vist sig i

Ligfølget, hvorfra de endnu for knap hundrede Aar siden var udeluk