26 / 211
Erik Reitzel-Nielsen
Elgenstierna,
anf. v. III.
6 6 2
; Svenskt
biografiskt Lexikon XIX.
3 1 9
.
4
. Hs. Thott
1 2 0 2
,
2
° nr.
122
og
123
(i
Det kgl. Bibliotek); formentlig afskrift
efter dombrevene.
5
. Hendes slægtsnavn angives i den før
ste rådstueretsdom (
7
. februar
1 6 0 3
)
at være Rembold.
6. Genealogisches T aschenbuch der gräf
lichen Häuser (Gotha
18 73
).
4 3 1
.
7
. Slægten von Polheim, der nu er ud
død, var da en af de rigeste, mæg
tigste og mest ansete adelsslægter i
Øvre Østrig, jf. Constant von Wurz-
bach, Biographisches Lexikon des
Kaiserthums
Oesterreichs
XXIII
(Wien
1 8 7 2
).
6 0
; Ernst Heinrich
Kneschke, Neues allgemeines Deut
sches Adels-Lexikon VII (Leipzig
18 6 7
).
2 6 7
. En stamtavle over slægten
findes i Johannes Hübners Genealo
gische Tabellen III (Leipzig
1 7 2 8
).
Slægten von Polheim synes at have
stået slægten Holt nær; således var
Hans Holt indsat som kurator for fri
herre Casimir von Polheims børn, og i
retsmødet
1 1
. maj
1603
fremlagdes i
Københavns rådstueret erklæringer
fra
3
friherrer von Polheim.
8. Den tidl. borg Polheim ved Wels,
slægten von Polheims stamsæde.
9
. Skrivelse fra borgmestre og råd i Wels,
fremlagt i Kbh.s rådstueret
1 1
. maj
1 6 0 3
.
1 0
. Ssts.
1 1
. Har ikke kunnet identificeres. Hans
Holt havde med denne hustru datte
ren Regina Holst, der blev gift med
Christoph Artstetter til Wartberg, jf.
Johann G. A. von Hoheneck, Die Löb
lichen Herren Herren-Stände dess
Ertz-Herzogthumb Oesterreich ob
der Enns (Passau
1 7 27
).
6 7 4
.
1 2
. Det af biskop Weikard von Polheim
(d.
1 2 8 3
) i Wels grundlagte franciska
nerkloster med tilhørende kirke, der
1549
blev et kejserligt hofhospital, på-
ny grundlagt
1 6 2 6
. Hospitalet blev
nedlagt
1 7 4 8
, og gravstene over slæg
ten von Polheim m. fl. findes nu i sog
nekirken i Wels (ifl. venlig meddelelse
fra Österreichisches Staatsarchiv i
Wien).
1 3
. Om navnet se ovf. note
5
.
1 4
. Formelt var Sigismund III Vasa (d.
1 6 3 2
), søn af hertug Carls broder,
kong Johan III (d.
1 5 9 2
), konge, men
han opholdt sig i Polen, der da var i
Personalunion med Sverige.
1 5
. Friherretitlen, der stammer fra den
kontinentale, særligt den tyske feudal
ret, gav i middelalderen indehaveren
en status næsten som en fyrste. Senere
kunne flere - også borgerlige - ved
diplom optages i friherrestanden, der
herefter blot blev en adelstitel, jf. ndf.
at Andreas Holt mente, at han vel i lø
bet af kort tid kunne være blevet fri
herre. I Sverige indførtes friherrer ved
Erik XIVs kroning
1 5 6 1
, da nogle af
rigets fornemste mænd (hvoriblandt
medlemmer af slægterne Leijonhuf-
vud og Grip) efter engelsk forbillede
blev kronet til friherrer. Under kong
Johan III udlagdes krongods til friher
rerne, hvorved deres økonomiske ind
flydelse voksede, samtidig med, at de
fik visse judicielle og administrative
beføjelser inden for lenet (friherreska
bet). I årene
1 5 6 8 -1 6 8 0
oprettedes i
alt
4 3
friherreskaber i Sverige og Fin
land, men ved reduktionen
16 80
ind
droges de alle under kronen, og beteg
nelsen friherre har siden da blot været
en adelstitel. I Danmark indførtes
greve- og friherretitlen først ved gre
vernes og friherrernes privilegier af
2 6
. maj
1 6 7 1
.
24