24 / 211
Erik Reitzel-Nielsen
Østrig og konge af Ungarn og Bøhmen - til ved fornemme personer at
intervenere hos kongen af Danmark i sagen. Hun bad retten betænke
hendes »erbarmlige och schrecklige tragedie« og nævnte, at »hun med
hendis foster« - hendes søn blev født dagen før dette retsmøde - »haf-
fuer werit i saadan stor hiertens sorg og bedrøffuelse, at thet er wnder,
de icke begge ere omkomne.« Selv om hendes modparter stadig øn
skede at skille hende fra sin mand, så kunne dette dog aldrig ske. Hun
var fast besluttet på, at hun ville forholde sig over for sin husbond,
som hun over for Gud og mennesker kunne forsvare, og hun ville hel
lere dø end besmitte sin samvittighed. Hun ville leve sammen med sin
ægtefælle til sin død og udtalte håbet om, at den kristelige øvrighed
ville sørge for at »hendis arme, fangene mand sitt langevarendis feng-
zel maa bliffue endtleddiget.«
Derefter afsagde rådstueretten den
1 1
. maj
1 6 0 3
dom i sagen, der
konkluderede, at
da
der ingen vidnesbyrd var ført for retten, og
da
Andreas Holt nu havde bevist »at vere født och baaren aff en erlige
adelig schlecht och herkomst,« samt
da
Brigitta Grip »lader sig met
hans person och beuiste adelig stamme were fornøyet och hannem
aldrig forlade will,« vidste rådstueretten ikke at kunne idømme An
dreas Holt dødsstraf.
Henrik Schiick90 skriver, at om Andreas Holt »domdes icke blott
från åran, utan åfven från lifvet, fremgår ej af någon nu bevarat
handling, ehuru af åtskilliga senare breff att doma det sista alter
nativet forefaller antagligen.« De nævnte senere breve kender jeg
ikke; men det tør antages, at Andreas Holt ikke blev dømt fra livet,
og Københavns rådstuerets dom ses ikke indbragt for rettertinget.91
På tilsvarende måde hedder det hos Elgenstierna:92 »Utgången år
ej kånd, men sannolikt miste han livet,« og Sven Ulric Palme93 skri
ver, at »målet hånskots til avgorande vid bytinget94 i Kopenhamn,
som i april95 domde honom från livet«; endelig hedder det i Svenskt
biografiskt Lexikon XIX.
3 1 9
, at han blev »domd till doden« i Køben
havn.
Således gik det altså ikke - og med kendskab til de to rådstuedomme
kan det vel siges, at nu er »utgången kånd«. Det er dog næppe rigtigt,
som det anføres hos Anrep,96 at Andreas Holt senere blev oberst for et
svensk kyrassérregiment. Det er ikke sandsynligt i betragtning af her
tug, senere kong Carls stærke uvilje mod ham, og Anreps oplysning ses
2 2